Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

DE TVÆRMUNDEDE 265 1 M. dybt ned i Vandet; det er da ikke just nødvendigt, at der uafbrudt passes paa Krogene, eftersom Hajen, der har bidt paa, ikke kan slippe bort eller tage Kæden med sig; kun er man da udsat for, at den snart angribes og opædes af de øvrige Hajer, hvilket saa ender med, at kun Hovedet bliver paa Krogen, eller at en ny Haj kommer til at bide paa den. Krogen maa ogsaa være saaledes indrettet, at den kan gaa rundt som en Tap paa Enden af Kæden, da Hajen ellers skal kunne vride den over. En tredie Metode bestaar i Anvendelsen af lange Snører af almindeligt, tyndt Bindegarn og almindelige større Fiskekroge, som gaar helt ned paa Bunden; Hajens Dorskhed eller Dumhed gør nemlig, at dette store Dyr lader sig trække op med en Snor af Tykkelse som tykt Sejlgarn, saa at den ikke sjældent faas tilfældigt med de samme Snører, med hvilke der fiskes Hellefisk. Denne Metode udfordrer en stadig Pasning og holden Vagt ved Snørerne, sotn dog lettes derved, at de fastgøres om opretstaaende, bøjelige Stænger, paa hvilke man kan se, om der bides, hvorved det bliver muligt, at én Mand kan passe flere paa éngang. I Nord-Grønland fangedes i Vinteren 1903 — 1905 42,272 Havkale, i Vinteren 1904—1905 37,517. Det største Antal Hajer, der fangedes i ét Aar af en enkelt Erhverver, var 473. Kødet har et smukt hvidt Udseende, men er noget groft og sejt og indeholder en god Del Tran. Det spises kun meget sjældent af Mennesker. Selv i Grønland kan man paa de Steder, hvor Fiskeriet er drevet med Held, se flere Hundrede, ja et Par Tusinde af de kolossale Hajkroppe, af hvilke blot Leveren er taget ud, bedække Isen, medens kun ganske enkelte slæbes paa Land; den store Bunke driver, efter at have glædet Ravnene og Stedets Hunde i den korte Tid, regelmæssigt tilsøs med Isen og gives tilbage til Havet. Paa Island skal man dog gerne spise Kødet, efter at det har været nedlagt i Jorden og undergaaet en vis Forraadnelse eller Gæring; endvidere bruges Huden til Sko og Seletøj, Galden, i Stedet for Sæbe, til at vaske med. I ældre Tid anvendte Grønlænderne Havkalens Tandrække, indsat i en Rende i et Benskaft, som Knive. Om de følgende, i det Ydre særlig afvigende Former, skriver Dreyer: »Til Hajerne hører endvidere Havengelen (Squatina vulgaris), som ved sin flade og brede Form mere ligner en Rokke end en Haj. Dens ru, til Polering benyttede Hud, er graagrønlig med brunlige Skatteringer paa Ryggen, hvidlig paa Bugen, den bliver 2 M. lang, er et Bunddyr og lever væsentlig af Fladfisk og smaa Rokker. Dens Mund er rykket meget nær frem til Forenden, dens Issehuller, der er store og halvmaaneformede, har Plads bag ved Øjnene, og der er virkelig i dens Fysiognomi noget, som fjernt kunde minde om en karikeret »Basunengel«. Brystfinnerne er meget brede ved Grunden uden dog som Rokkernes at naa helt hen til Hovedet, de vide Gællespalter er sidestillede, Bugfinnerne er brede, Rygflnnerne er rykket helt ud paa den smækre Hale. Tæn-