Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

20 DYRENES LIV det aftager i Styrke. Særlig Svømmeblæren med dens stærkt fortættede Luft virker som et Apparat til at modstaa Vandets Tryk, og kun hvor den mangler, eller hvor den ved et Rør, der kan virke som en Sikkerhedsventil paa en Dampkedel, aabner sig i Svælget, — kun der er Tilpasningen noget mindre ensidig og Ævnen til at udsættes for et ringere Tryk større. Mangler Svømmeblæren en saadan Ventil, behøver Fisken dog derfor ikke altid at leve paa absolut samme Dybde; den kan vel stige til en vis Højde ved at udvide sin Svømmeblære, saa at den deri indesluttede Luft ogsaa udvides og gør hele Legemets Masse større uden at forøge dets Vægt: Fisken bliver altsaa lettere i Forhold til Vandet. Omvendt kan den gaa dybere ned ved at sammenpresse Svømmeblæren, hvorved Legemet bliver forholdsvis tungere. Undertiden sker det, at en Fisk i Forfølgelsens Hede kommer op i Vandlag, hvor Trykket er saa ringe, at den med al sin Muskelkraft ikke længere formaar at overvinde Svømmeblærens Udvidelse; og da drives den hjælpeløs højere og højere til Vejrs mod Overfladen, sin visse Død i Møde. Naar mange Dybhavsdyr udenfor Fiskenes Orden ikke lider synderligt ved at hales op, da er det ikke, fordi deres indre Organisatioa er mindre tilpasset til at modstaa Trykket, men fordi de Væv, hvoraf deres Legeme er bygget, enten er for haarde og faste eller ogsaa for elastiske til at kunne sprænges; eller ogsaa er det, fordi de indre Krophulheder staar i aaben Forbindelse med Havet. Mange Dybhavsfisk er i høj Grad slimede. Især er det Hovedet, som har store Slimhuler, og hele Kroppen synes at være dækket under et Slimlag, hvis Nytte man hidtil ikke har lært at kende; man har kun iagttaget, at ganske nylig fangede Fisks Slim fosforiserer. I en Dybde af 1000 M. er Vandets Varmegrad allerede nede