Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

DE RUNDMUNDEDE 277 højst. Ganske anderledes forholder det sig derimod med Rundmundene. De er ogsaa Bruskfisk, men staar paa et saa lavi Udviklingstrin, at man — fraset de nedenfor omtalte Trævlemunde — maa henregne dem til de laveste af alle Fisk, ja af alle Hvirveldyr. De udmærker sig ved den ormdannede, overalt næsten lige tykke Krop, den slimede, nøgne Hud, den fuldstændige Mangel af parrede Finner og det aldeles bruskede Skelet. Hvirvelsøjlen dannes kun af en simpel Stræng uden Ribben, og i Stedet for Kæber findes der kun nogle Bruskdele, som understøtter Læberne. Den store, tragtformede, bag til indsnævrede Sugemund omgives enten af kredsrunde eller for til spaltede Læber og bærer paa Læbernes indre Flade smaa, kegledannede Tænder eller rettere særegne hornagtige Dannelser af Slimhuden, der træder i Stedet for Tænder. Til dem hører Niøjerne eller Lampretterne, der har 7 smaa Gællespalter hen langs Halsens Sider, som hver fører ind til sin Sællehule, der dog staar i Forbindelse med Naboerne. I Danmark forekommer 3 Arter, af hvilke Hav lampretten (Petromyzon marinas') kan blive 1 M. lang, medens Fl o d 1 a m pr e tte n (P. fluviatilis) sjældent maaler over 40 Ctm. Disse to Arter trækker fra Havet op i Floderne for at lege, medens den lille Niøje, norsk Negenøie (P. planen), der kun er 20—40 Ctm. lang og meget tynd, aldrig forlader de Aaer og Bække, der er dens Hjem. Om disse Dyr skriver Dreyer: »Niøjerne lever af andre Fisk. Med den runde Mund suger de sig fast til dem og æder sig efterhaanden ved ihærdig Brug af Horntænderne ind i dem. De bevæger sig gennem Vandet ved at bugte Legemet paa Aalens Vis, idet de dog, hvor Strømmen er strid, af og til suger sig fast til en Sten for at hvile. Det siges ogsaa om de to større Arter, at de lader sig transportere op i Floderne, fast-sugede til andre Fisk, navnlig Laks. Ankomne til Legepladserne danner de, ved at flytte nogle Sten, et Slags Leje til Æggene, og under dette Arbejde skal Havlampretten undertiden slæbe af med Byrder paa 1 Kilos Vægt. Derefter fastsuger Han og Hun sig tæt ved hinanden til en Sten, eller Hannen suger sig fast i Hunnens Nakke og befrugter Æggene, efterhaanden som de kommer frem. — Man havde længe kendt nogle underlige, blinde, indtil en Snes Ctm. lange, blyanttykke Fisk, som lever nedgravede i Vandløbenes Bund. De gik under Navnet Hør aal for at være Arter for sig, men det har vist sig, at de er Lampretternes Unger, der fødes til Verden i en fra Forældrenes afvigende Skikkelse, som de bevarer i 4—5 Aar. Derefter antager de Niøjeform og vandrer nu, for saa vidt de tilhører Hav- eller Flodniøjet, ud i Havet, hvor de forbliver flere Aar, til de er kønsmodne. Saa vender de tilbage til Fødestedet for at parres, lægger Æg, og — dø. Det synes nemlig afgjort, at alle Lampretter afslutter Livet efter den første og eneste Kønsakt. Naar Fiskernes Redskaber har staaet ude længere end sædvanligt,