Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 319 Øer eller paa Fastlandet, forstaar til fulde, hvor bedaarende dette Skuespil er. Første Gang jeg saa det, forstod jeg ikke straks, hvad jeg havde for Øje. Det var ved Randen af en Skov, ind mod hvilken jeg saa, og det korte, tropiske Tusmørke var forbi: Skoven stod som en mørk Mur op mod den dybe, stjernebesaaede, funklende Himmel. Alt var stille, ikke en Vind rørte sig, ikke en Lyd hørtes. Da skød der pludselig et blaaligt lysende lille Meteor ned fra Stjernevrimmelen og forsvandt bag den mørke Skovrand. Et Stjerneskud, sagde jeg til mig selv, men saa kom der et til og atter et, og disse slog tydelig nok ned ikke bag, men i Skoven. Først da gik det op for mig, at det var »Ildfluer«, der fløj. Deres Antal tiltog hurtigt fra Enere til Tiere, Hundreder, ja maaske Tusinder, og ud og ind for de i lunefulde Slyngninger mellem Trætoppe og Buske, fjærnt og nær, nogle blaa, andre røde eller grønlige. Her kom en svirrende i lysende Kredse, en anden mødte den, og dansende omfløj de hinanden i svirrende Flugt, til de forsvandt i Løvet. Hist lyste en støt og roligt ud fra sit Stade, hvor den havde søgt Hvile, men ofte slukkedes Lyset i samme Nu, Insektet satte sig, for først at blusse op, naar det atter tog til Vingerne. Nærmede jeg mig en i Græsset eller i en Busk lysende Bille, slukkede den sit Fyr, for at det ikke skulde lede den i Fordærv, men stod jeg saa stille nogle faa Øjeblikke, tændtes det igen, og selv naar det tilsyneladende var slukket, viste en nøjere Iagttagelse dog, at et svagt Skær røbede Insektets Plads. Der deltog mindst 3 Arter i dette vidunderlige Fyrværkeri, som for øvrigt kun vedvarede en lille Time eller saa, og rundt om i Græsset saas samtidig et Utal af svagere Lys, som skrev sig fra de vingeløse, larvelignende Hunner. Thi for disse Arters Vedkommende lyser den flyvende Han stærkest, ja selv i Tilfælde, da begge Køn er flyvende, er Hannerne vistnok altid baade de talrigste og de kräftigst lysende. Lysets Betydning for disse Dyr kan altsaa ikke være den, at det skal lede Hannen til den ventende Hun, men hvilken den da er, er saare tvivlsomt. Maaske skal det underrette natlige Insektædere (Flagermus, Natravne m. fl.) om, at Lysblæren ikke er velsmagende, og det skulde da staa i Klasse med »Advarselsfarver«, Klapperslangens Hale og andre Advarselssystemer.« Korn smælder en (Ag rio les segetis), hvis Larve ikke sjældent gør megen Skade paa den unge Sæd ved at afgnave dens Rødder, er en af de almindeligste nordiske Smældere. Hele den øverste Del af Billen har ligesom Benene en gulgraa Haarklædning, medens Legemets sorte Grund neden under kommer til Syne. Denne Bille er ca. 9 mm. lang, og den findes, saasnart Vinteren er forbi, overalt paa Marker og Enge. Hunnen lægger Æggene i Nærheden af Planterne paa Jorden eller umiddelbart under dem, og den gule Larve nærer sig af de fine Roddele. Den lever fire, fem Aar, inden den er moden til at forpuppe sig. Puppen er hvid; den ligger løst, uden Kokon, og blot nogle faa Uger i Jorden. I Selskab med Korn-