Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

336 DYRENES LIV En af de for Grantræet skadeligste Arter er Bogtrykkeren eller Typografen (Bostrichus typographus'). Paa hver Side af dens grovt stribede eller punkterede Dækvinger har den fire Tænder, af hvilke den næstsidste er den største. Typografen er rød- eller begbrun og besat med gule Haar. I Valget af Ynglepladsen er den noget kræsen; den foretræker gammelt Træ for ungt, og af alle Naaletræer hjemsøger den helst Granen. Umiddelbart efter Æglægningen dør Hunnerne, enten i selve Gangene eller ogsaa slæber de sig møjsommeligt ud af dem. Den fuldkomment udviklede Yngel bliver endnu en Tid lang paa det Sted, hvor den er udklækket, og gnaver sig uregelmæssige Gange, hvori den undertiden overvinirer. Træbukke (Cerambycidae) har man paa Grund af de lange Følehorn kaldt en meget talrig Familie af smukke Biller, som baade udmærker sig ved Form og Farve. Følehornene er børstedannede eller traaddannede og ofte længere end Kroppen. Dækvingerne er lange og skjuler hele Bagkroppen. Dog gives der ogsaa Arter, hvor Baglivet er ubedækket ligesom hos Rovbillerne. Træbukkenes Størrelse veksler fra faa Mm. til lige saa mange Gtm. I det hele er de bevægelige Dyr, som gerne flyver om, medens Solen skinner, eller naar det er varmt, for at opsøge Blomster og Træstammer med Saar, hvorfra der udflyder Saft, eller ogsaa ty hen til det i Skoven opstablede Favnetræ. Mange Træbukke frembringer, naar man holder dem imellem Fingrene, en tydelig Lyd ved at gnide Forbrystet imod den mellemste Brystring. Larverne lever især i udgaaet Træ og er vistnok i de fleste Tilfælde mere end et Aar om deres Udvikling; af de mindre Arters Larver lever adskillige i Stængeldele, navnlig i Rodstokken af flere Vækster, hvorved de undertiden kan blive skadelige for visse Brugsplanter. Om Træbukkenes Rolle i Naturens Husholdning skriver Bergsøe: »Medens Snudebillernes store Familie indbefatter en Uendelighed af Former, som alle fører en forbitret Krig især mod urteagtige Planter og kun undtagelsesvis angriber Vedstoffer, træffer vi i Træbukkenes næsten lige saa talrige Familie en anselig Armé af Træskærere og Vedborere, hvem Naturen har stillet den Opgave saa hurtig som muligt at omdanne det uddøde Ved til plantenærende Muldjord. De spiller derfor paa en vis Maade samme Rolle i Skovene som de uanselige, i Myriader optrædende Bastborere; men der er den store Forskel, at Bastborerne dræber de voksende Træer ved at overskære de saftførende Gange, medens Træbukkene derimod, paa ganske enkelte Undtagelser nær, kun angriber de allerede udgaaede Stammer.« Forstbukkene (Prionus) har en plump, bred Krop, temmelig korte Ben med sammentrykte Skinneben, som paa hver Side har tre stærke Takker eller Spidser. Følehoi'nene er savtakkede, og Kroppens Rygside er uden Tegninger. Garveren (P. coriaceus') er lang og»begsort, men noget rødlig paa Rygsiden; oven paa er