Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

366 DYRENES LIV nærmer sig, bygger Arbejderne nogle større Celler, i hvilke de kønsmodne Hunner opklækkes, medens Hannerne kommer frem i de almindelige Celler af ubefrugtede Æg. Saa flyver en Dag alle forplantningsdygtige af begge Køn ud for at parre sig, Hannerne dør, Redens gamle Moder ligesaa, Arbejderne gaar til Grunde en for en, og kun de befrugtede Hunner bliver, om Heldet følger dem, i Live for at overvintre og grundlægge nye Samfund næste Aar.« Myrerne (Formicina) lever stadig i Samfund, der til en vis Tid bestaar af tre Slags Individer, nemlig vingede Hunner og Hanner og altid uvingede Arbejdere (kønshæmmede Hunner); enkelte Slægter, af hvilke der rigtignok kun lever en i Europa, har desuden en fjerde Slags Individer, nemlig de saakaldte »Soldater«. Herom skriver Dreyer bL a. følgende: »En sen Sommerdag er der usædvanligt Røre i Myretuen. Arbejderne løber ivrige og dog uden at tage sig noget for om paa Tuen og i dens nærmeste Omgivelser, konfererende nervøst med hinanden ved Hjælp af Følehornene. Mellem dem ses i stor Uro en Mængde større Myrer med lange, klare Vinger. De løber frem og tilbage, ud og ind, bestiger Græsstraa og Urter i Tuens Omegn, og deres Tal tager til fra Minut til Minut. Pludselig som paa et givet Signal, strømmer ud af alle Tuens Huller Skare paa Skare af vingede Myrer, som besætter alle ophøjede Genstande i Omkredsen og hæver sig i Luften paa skinnende Vinger som en tæt Sky. Det er ikke blot denne ene Tue, hvis kønsmodne Beboere sværmer, men mange, maaske saa godt som alle Samfund, tilhørende samme Art, udsender samme Dag lignende Sværme. Luften kan være som levende af dem, saa det er yderst ubehageligt at færdes ude saadan en Myrernes Bryllupsdag. Under deres Bryllupsudflugt forenes Han og Hun. Hannerne dør, men Hunnerne opsøger eller graver sig et lille Jordhul, for saa vidt de ikke falder til Jorden i Nærheden af deres egen Arts Tuer. Thi i saa Fald gribes de af Arbejderne, som river Vingerne af dem og fører dem i Triumf til Boet, hvor de har at lægge Æg til Slægtens Formereise. Men de, der skal grunde et nyt Samfund, befrir sig selv for Vingerne ved at træde paa dem med det bageste Benpar og vride Kroppen dygtigt. Saa lægger hver saadan Hun nogle faa Æg i sin Jordhule og slikker dem flittigt, hvilket er en Betingelse for, at de skal blive til noget. I Tuerne er et Antal Arbejdere stedse beskæftigede med at behandle Æggene paa denne Vis, hvorved de svulmer op til adskillige Gange deres oprindelige Størrelse. Snart bryder en hvid, fodløs, blød og blind lille Maddike Æggets Skal, og nu faar Moderen travlt med at samle Foder. Hun fylder sin Mavesæk med nærende, søde Safter, som hun gylper op, naar Larverne skal mættes. Efter faa Dages Forløb forvandles disse til Pupper og indspinder sig for mange Arters Vedkommende i Kokoner, aflange, hvidlige Puppehylstre, de (fejlagtigt) saakaldte Myreæg. Af dem fremkommer snart Arbejdere, der overtager alt