Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

460 DYRENES LIV ingen Munddele. Af de kønne, netribbede Vinger er de forreste næsten fire Gange større end de bageste. Undertiden mangler Bagvingerne endog ganske. Døgnfluernes største Ejendommelighed ligger imidlertid i deres Udvikling. Saa snart de nemlig har forladt Vandet og altsaa skulde synes at være udviklede, skifter de endnu en Gang Hud og tillige Vinger. Den afskudte Ham ser aldeles ud, som om Dyret endnu sad i den. Den almindelige Døgnflue (Ephemer a vulgata) er uden at medregne Halebørsterne 17—19 Mm. lang. Den er mørkebrun med et brunt Midtbaand over Forvingerne. Larven har paa hver Side af Bagkroppen seks buskede Luftrørsgæller. Det forreste Par Lemmers Laar og Skinneben er stærkere end de andre Lemmers og indrettede til at grave med. Larverne arbejder sig nemlig ind i sandede Bredder. Boligerne bestaar af vandrette, i det højeste 5 Ctm. dybe Rør, for det meste to ved Siden af hinanden, som er adskilte ved en smal Skillevæg. Denne er bagtil gennembrudt, saa at Dyret, naar det vil ud, ikke behøver at vende sig, men kan krybe ud igennem Naborøret. Naturligvis ødelægges Skillevæggen ofte af Vandet og ved den hyppige Kryben igennem Rørene. For Guldsmedenes (Libellulina) Vedkommende vil vi benytte følgende Skildring af Dreyer: »De større Arter hører til de mest rovgridske af alle Insekter. Fra aarie Morgen til langt ind i Aftendæmringen passer de paa varme Sommer- og Efteraarsdage deres Jagt. Snart danser de afsted om levende Hegn eller i Skovenes Udkanter, snart omsværmer de lavere Buske eller sejler glitrende hen over Urter, Græs og Siv. Deres stærke Vinger bærer dem i hurtig Flugt frem gennem Luften eller tillader dem at kredse sejlende om byttelovende Steder. Ofte ser man en Guldsmed staa stille i Luften som en Rovfugl, der bereder sig til at slaa ned paa sit Bytte, og derpaa atter haste af Sted i stødvis Flugt eller kaste sig over et Insekt, som den griber i Luften eller snapper bort fra et Blad eller en Blomst. Dens store, mere end halvkugleformede Øjne gør det i Forbindelse med dens bevægelige Hoved muligt for den at beherske et Synsfelt, større maaske end noget andet Dyrs, og dens kraftige Bideniund gør det let for den at fastholde Byttet og gennembide dets Kitinhud. Der forekommer ogsaa hos os mange Arter, meget forskellige fra hinanden, men dog væsentligt at henføre til 3 Grupper. Til de største, med lang, smal Bagkrop hører Slægten Æshna. De bliver indtil 61/2 Ctm. lange og er kendelige paa de blaat og gult tegnede Legemer og paa, at Øjnene støder sammen oven paa Hovedet i en Linie. De derimod, der tilhørerSlægten Libellula og nogle nær-staaende Slægter, kendes paa den forholdsvis korte, fladtrykte Bagkrop og paa, at Øjnene kun berører hinanden i eet Punkt. Herhen hører vor almindeligste Guldsmed, L. depressa, hvis klare Vinger hver har en stor, brun Plet ved Roden, medens der ned langs