Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

472 DYRENES LIV Det sj’dlige og sydøstlige Europa hjemsøges ofte af Vandre-græshoppen {Oedipoda migratoria), som hvert Aar forplanter sig i Tartariet, Syrien, Lilleasien og Sydeuropa. I Mellemrusland forekommer den kun hist og her i meget varme Efteraar og Foraar, og i Mark Brandenburg har den vist sig nogle Gange, og enkelte Snaaaflokke har man ogsaa set i Danmark, Sverige og paa de britiske Øer. Vandregræshoppens Farve varierer noget hos de forskellige Individer og synes at blive mørkere, jo længere Aarstiden rykker frem. I Almindelighed er den graagrøn paa Oversiden og kødfarvet under neden. Baglaarene har paa den indre Side to mørke Tværbaand og Skinnebenene et gulrødt Anstrøg, medens de brunlige Dækvinger er tegnede med mørke Pletter. Hunnen lægger to Æggeklumper paa tresindstyve til hundrede Stykker, omtrent 4 Gmt. dybt i løs Jord, og Udklækningen foregaar i det kommende Foraar; en tør, varm Sommer og Høst egner sig bedst for Vandregræshoppen, og dens Ødelæggelser udebliver da næppe. Vi slutter Omtalen af Vandregræshopperne med følgende malende Skildring af Vilh. Bergsøe: »Overalt den massive Optræden, de sorte, ødelæggende Skyer, Vegetationens Forsvinden og som Efterveer Hungersnød, Sygdomme og Befolkningens Udvandring eller Uddøen. Det er hændet mig, at jeg i Omegnen af Messina er bleven slaaet til Blods af en saadan Sværm, der kom jagende lavt hen ad Jorden, med en susende Lyd som af en Hagelbyge og af et Omfang, der vel var saa stort som det halve af Kongens Nytorv. Man maa have prøvet disse Skarers Styrke, hørt Vingernes Knitren, set deres i Flugten blændende Blinken for at forstaa det uhyggelige i disse levende Skypumper, og dog var der her kun Tale om en lille Sværm, som hurtigt forsvandt ud over Middelhavet og næppe blev omtalt af Beboerne. Man tænke sig i Modsætning hertil Landstrækninger, større end Danmark, myldrende med Skarer, der ikke kan maales i Millioner, men kun i Milliarder Man tænke sig endvidere disse Sværme, opfyldende Luften, tætte som Fnuggene i en December Snestorm, formørkende Solen, kvælende alt, Mennesker og Dyr, som vover sig ud imellem dem, dækkende som et tæt Tæppe Blomster, Træer, Buske, kort sagt hver Plante, som rager frem over Jorden, med deres talløse Masser. Man forestille sig fremdeles ikke blot Jordoverfladen, men ogsaa de rindende Vande overfyldte med disse springende, hoppende, svømmende Dyr, som opæder hvert Blad, hvert Straa og forgifter hver Draabe af det Vand, Beboerne saa møjsommeligt har samlet i deres Cisterner. Man høre den altbedøvende Susen, hvori Luften sættes ved disse Millioners Vingeslag, Braget af de Træer, der styrter omkuld ved Skarernes Vægt, og den jævnt knitrende Lyd af disse Myriaders stenhaarde Kæber, under hvilke selv de tørre Rør paa Hytternes Tage forsvinder. Man tænke sig de frodige Oasers Udseende, efter at Græshopperne har forladt dem. Var disse Kildepletter i Ørkenhavets