Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 471 inlet til Vandregræshopperne. Faarehyrderne, som paa Grund af Vandmangel maaske har mistet største Delen af deres Hjorde, hilser ogsaa Græshoppernes Genkomst med en vis Glæde som et Tegn paa, at den periodisk indtræffende Tørke er til Ende, og ofrer hellere deres stnaa, møjsommelig dyrkede Haver, naar kun Hjordene maa trives, og de udtørrede Kilder atter bryder frem. Larverne drager afsted i sluttede Rækker og følger en bestemt Retning. Kommer de til stillestaaende Vande, plejer de at sætte over, idet de efterfølgende fortsætler deres Vej over Forgængernes Lig. Derimod undgaar de rindende Vand. Om Aftenen standser den vandrende Hær og æder alt det grønne af de nærmeste Planter. Ser Agerbrugeren, at Sværmen følger en Retning, som kan blive farlig for hans Have, søger han at faa den til at dreje af ved til Hest at fare bag Flyvende Vandregræshoppe. ind i Flokken og svinge et stort Klæde til Siderne. Hver Gang dette sker, vender en Del af Fjenderne om, og dette kan gentages saa tit, at hele Sværmen til sidst bringes til at tage en ny Retning. Men naar Landmanden ser de mørke Skyer af de vingede, fuldkomne Græshopper dukke op i Synskredsen, griber han til det sidste, fortvivlede Middel og tænder da saa mange Baal som muligt om sin Have, skønt ogsaa dette Middel ofte er til ringe Nytte. Den stadige Op- og Nedflyven, Lyden af de mange Tusinder af Vinger samt af Kindbakkernes Knitren frembringer en ejendommelig Støj, der er vanskelig at beskrive, men som maaske bedst kan sammenlignes med den vedholdende Raslen af en stærk Hagelbyge. Virkningen af en Græshoppesværms Besøg ligner ogsaa en Hagelbyges Ødelæggelser. Amerika, især Sydamerika, og Ostindien er heller ikke fri for denne Landeplage. Skønt Græshopperne spises af mange Folkefærd, er de kun et daarligt Fødemiddel. Smagen er modbydelig og bliver ikke bedre, om man ogsaa rister dem. Derimod er de et ret godt Foder for Heste.