Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

470 DYRENES LIV de fleste aner. Naturens uendelig rigt nuancerede Farver glæder os alle; men kun de færreste af os tænker over, hvad Blomsternes, Fuglenes og Insekternes straalende Farvetoner og Tegninger egentlig betyder. Hos Markgræshopperne (Acridiodea) er Hunnens Læggeskede aldrig synderlig fremstaaende. Hannerne kan ved at gnide Bagbenenes Laar imod Forvingerne frembringe en skingrende Lyd. Laarene har nemlig paa deres indre Side en Liste, og Forvingernes Længderibber er fremstaaende. Ved Laarlistens Gnidning imod Vingeribberne sættes den imellem disse liggende, tynde Vingebud i hurtige Svingninger og giver da en Tone fra sig. En anden særdeles interessant Ejendommelighed hos disse Dyr er en Grube, der er omgivet af en Hornring, og over hvilken der er spændt en fin Hud. Der findes een paa hver Side af Bagkroppen tæt bag Bryststykket. Imellem to fra Hudens indre Side udgaaende horndannede Forlængelser ligger der en fin, lille Blære, der er fyldt med Vædske og staar i Forbindelse med en Nerve. Dette Apparat maa tydes som Græshoppens Høreredskab. Hunnen lægger om Efteraaret sine ved en Slim sammenklæbede Æg i Stnaaklumper, dels paa et Græsstraa og dels tæt under Jordskorpen, hvor de overvintrer. Markgræshopperne kan som bekendt undertiden formere sig saa stærkt, at de indfinder sig i uhyre Sværme, der bliver til en sand Landeplage. Afrika synes fra gammel Tid at have været udsat for Ødelæggelser af disse Dyr, om hvilke saa vel Bibelen som de romerske Forfattere har meget at fortælle. I Algier findes der altid Græshopper, men ligesom der hos os er eller var Oldenborreaar, gives der i de algierske Provinser Græshoppeaar. I et saadant Aar var Græshoppernes Masse saa tæt, at den ikke alene formørkede Dagslyset, men endog hist og her skjulte de nærmeste Genstande for Øjet. En over 70 Kilom. lang Vej var aldeles bedækket med dem, en Mængde Kornmarker og Køkkenhaver blev saa godt som afædte, og flere Steder trængte Græshopperne endog ind i Husene. En Beretning om den sydafrikanske V a n d r egræs h o ppe (Gryllus deuastator) er af saa meget større Interesse, som den giver Oplysning om Livsforholdene hos denne, med visse Mellemrum tilbagevendende Landeplage. Æggene nedgraves af Hunnen i et Antal af tredive til tresindstyve i smaa, runde Jordhuller i Skraaningen af en Høj. Hullerne fyldes derefter med Jord, og Æggene kan nu ligge i flere Aar uden at miste Evnen til at udklækkes. Men de kan ogsaa udklækkes allerede i den førstkommende Regntid, saa at den samme Egn, som næppe har forvundet de graadige Insekters Ødelæggelser, atter oversvømmes af dem. Fugtigbed synes at have en meget væsentlig Indflydelse paa deres Udvikling; thi i hele Rækker af tørre Aar, i hvilke Regnen i August udebliver og i Hovedregntiden, November og December, kun indtræffer svagt, mærker man