Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

474 DYRENES LIV Sand før blomstrende, rige og frugtbare, saa er de nu, som om Ildsluer var farne hen over dem, øde, golde Udørkner, stinkende afskyeligt af disse Dyrs Lig og efterladte Ekskrementer, som i store Dynger ligger spredte hist og her, en Udørk, hvor kun de afbladede Palmers bøjede Stammer fortæller, at her engang var Frodighed og Skygge. Man forestille sig endelig de fattige Beboere af en saadan Egn vansmægtende vandre om, forgæves søgende efter et Vandløb, der ikke er besm ttet af disse Dyrs Aadsler, forgæves ledende efter noget Korn, en Frugt eller en Plante, hvorpaa de kan stille deres Hunger, indtil Nøden tvinger dem til at opsamle Kamelernes Gødning, for deraf at kunne udpille nogle Byg- eller Majskorn, indtil de endelig, naar denne sidste, kummerlige Hjælp er sluppen op, dør af Hunger, Tørst og pestagtige Sygdomme, hvis de ikke er saa heldige at træffe en forbidragende Karavane, til hvem de kan sælge deres Børn, for at unddrage disse og sig selv Hungersdøden. Alt dette er ikke Fantasi, men sande, virkelige Begivenheder, som har fundet og vil finde Sted, indtil Orientens Folkeslag naar den Grad af Kultur, at de ikke i blind Fatalisme bøjer sig for Allahs Villie, men med forenede Kræfter griber til energiske Midler, for at standse en Landeplage, der i sin mest yderliggaaende Skikkelse blot kan ramme indolente og ukultiverede Folkestammer.« Slægten Gomphocerus omfatter de mindre nord- og mellemeuropæiske Markgræshopper, der især findes paa Enge og Græsmarker. De har en flad Overside og kendes bedst paa det stærkt fremtrædende Forhoved samt paa, at Brystet har tre lange Køle. Den rødhårede Græshoppe (G. grossus') er omtrent 2,5 Ctm. lang og almindelig paa Enge. Den er olivengrøn, Dækvingernes Yderkant er svovlgul, og Baglaarenes indre Side blodrød. Skovgræshopperne eller Vortebiderne (Locustidae) har lange, børstedannede Følehorn, og Bagkroppen ender hos Hannen i et ofte bøjet, krogdannet Vedhæng, hvorimod den hos Hunnen ender i en sabeldannet Læggeskede. Hannen frembringer ikke sin »Sang« ved Hjælp af Baglaarene, men ved at gnide Dækvingerne imod hinanden. Den venstre og øverste Dækvinge har ved Roden en stærkt fremtrædende Tværstribe omtrent af Form som et Paragraftegn (§) med talrige Tværfurer, hvorved den bliver saa ru som en Fil. Den derunder liggende, trekantede Del af den højre Dækvinge bestaar af en tyndhudet, af kraftige Ribber o msluttet Plet, »Spejlet«, bag hvilket der ligger et mindre af samme Form. Naar nu Dækvingerne løftes under Sangen, og den venstre med den furede Tværribbe gnides rask hen over Spejlets Rande, virker de fine Hinder som en Resonnansbund og forstærker Lyden. Vortebiderne er omtrent lige saa udbredte som Markgræshopperne, men holder sig — især gælder dette om de grønne Arter —■ fortrinsvis til Træer og Buske, hvis Blade de æder. De brune og graabrune Former er bundne til mindre Planter. Løvgræs hopperne (Phylloptera) omfatter kun grønne Arter,