Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
INSEKTERNE
487
ofte følger nedad i betydelige Dybder. Man har fundet Larverne indtil 6 M. nede i Jorden, og især i et nyt Land er de derved udsatte for, at der paa Overfladen foregaar store Forandringer under deres lange Ophold i Undergrunden. De gravede sig ned i en Urskov, men de kommer maaske frem i en Storbys Parkanlæg, mellem Brostenene i dens Gader eller i Kælderen til et Hus, ofte til stor Forbauselse for Beboerne .... For øvrigt er den 17-aarige Cikades bedste Tid vistnok forbi. Den tiltagende Opdyrkning og Bebyggelse i Forbindelse med Husspurvens Indførelse har gjort den sjælden i adskillige Egne, og den Tid er næppe fjern, da den vil være en Sjældenhed overalt«.
Af Tægerne (Heteroptera) har især de paa eller i Vandet levende Former biologisk Interesse. Vi meddeler hermed efter »Vor Klodes Dyr« følgende: Sammen med eller paa lignende Steder som Hvirvlerne træffer vi Damtægerne, ogsaa kaldet »Vandmyg« (Hy-drometrce), smalle, langstrakte Dyr, der løber rask hen ad Vandfladen. De bruger hertil 2det og 3die Benpar, der er stærkt forlængede, medens 1ste Par i alt Fald hos nogle Arter er korte Gribeben. Hver Fod frembringer en lille Fordybning i Overfladen, der bøjer sig under den, uden at dens Sammenhæng dog brister. For at forstaa dette maa man erindre, at Vandets øverste Molekyl-lag har stærkere Sammenhængskraft end de øvrige Vandlag. Vi maa forestille os ethvert Vand dækket af en yderst fin, elastisk Hinde, der skal brydes, inden et Legeme synker ned i det. Forsøget med Synaalen, man kan faa til at flyde paa et Glas Vand, beror netop paa saadan en Hindes Tilstedeværelse, og det samme gør Damtægernes og mange andre Smaadyrs Løben paa Vandskorpen, Myggelarvernes Hængen i den m. m. Naar Damtægen løber, løfter den ikke Benene, men skyder dem frem i stadig Berøring med Vandet; den glider hen over dette, som Skøjteløberen over Isen. Derimod rører intet Punkt af dens Legeme Vandet. Alle Damtæger lever af døde eller halvdøde, paa Vandfladen drivende Dyr, som de udsuger med Sugesnabelen.
De eneste Insekter, hvis Liv virkelig er knyttet til Havet i Ordets egentligste Forstand, og som oven i Købet for en stor Del maa siges at være pelagiske, er Havtægerne. De fleste af dem tilhører Slægten Halobates, som saa vidt bekjendt omfatter 15 Arter, der alle holde til paa de varmere Have. De mangler ethvert Spor afVinger. I stille Vejr, naar Havfladen er glat, styrter disse spinkle Smaadyr af Sted hen over den med stor Hastighed, men de forsvinder, saa snart den kommer i Bevægelse. Da de dykker udmærket, maa det antages, at de holder sig under Vandet, naar dette er, vi tør ikke sige i Oprør, men blot ikke helt spejlblankt. I alt Fald nogle Arters Hunner fører deres Æg om med sig fæstede til den lille Bagkrop, men man har truffet saadanne Æg i Mængde paa for Vind og Vove drivende Fjer.