Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

486 DYRENES LIV klare Dage i Vestindien eller Meksiko, vil nogen Sinde kunne glemme den Cikadernes Sang, der fyldte Luften der, og han vil stille sig mindre skeptisk end andre overfor Beretningerne om en sydamerikansk Cikades (Tgmpanoterpes gigas') Røst, der i Styrke og Klang mest af alt ligner en kraftig Lokomotivfløjtes Piben. En enkelt Cikadestemme høres aldeles tydeligt i en rumlende og raslende Jernbanevogn med lukkede Vinduer og i fuld Fart, og naar Snese og atter Snese stemmer i paa én Gang nær og fjernt, er Koncerten saa øredøvende, at den maa blive til en i Længden næsten uudholdelig Plage. I Meksiko er navnlig to Arter med forskellige Stemmer virksomme: den enes lyder som en skinger, Minutter i Træk vedvarende, ensformig Piben, medens den anden har mere af en Ærtefløjtes Trilren ved sig, ligesom den ogsaa oftere afbrydes af kortvarige Pauser. Men begge skærer gennem alt og sætter Luften i en Svirren og Dirren, der piner Trommehinder og Nerver til det utaalelige. Hvorfor disse Plageaander giver saa vedholdende Lyd, er aldeles ufatteligt. Nærmer man sig til dem, medens de sidder og piber paa en Gren, holder de op med Musikken, men bliver man staaende ubevægelig, tager de fat igen, og de flyver ikke bort, før man ryster Grenen eller griber efter dem. Det er som bekendt kun Hannerne, der »synger«, og Sangen er sagtens et Udtryk for Elskov og Rivaliseren«. »Den berømteste af de mange amerikanske Cikader (Homop-tera) er den 17-aarige (Cicada septendecim), saaledes kaldet, fordi dens Udvikling til fuldkomment Insekt normalt tager 17 Aar. Næsten hele dette Tidsrum tilbringer Larven under Jorden, til den omsider en skønne Sommerdag kommer frem i Selskab med Tusinder og atter Tusinder af Kammerater for en kort Tid som vinget Insekt at leve et fornøjeligt Liv i Sollys og Blomsterduft og fylde Luften med sin »Sang«. Den 17-aarige Cikade er udbredt over store Dele af Fristaterne, der har deres »Cikadeaar«, som vi har vore »Olden-borreaar«. Cikaderne kommer dog ikke overalt frem i et og samme Aar, thi der gaar næppe noget Aar, uden at det jo er »Cikadeaar« for en eller anden Egn, og der kan i samme Strøg godt være Cikadeaar oftere end hver 17de Aar. Mange Steder forefindes der nemlig i Jorden Kuld af forskellige Aargange, som bryder frem hver til sin Tid, naar 17 Aar er gaaede, siden de Æg blev lagte, af hvilke de har udviklet sig. Visse Steder, navnlig i Sydstaterne, tager Udviklingen kun 13 Aar, hvilket tyder paa, at den gaar hurtigere for sig i et varmt end i et koldt Klima .... Naar Cikadehunnen har lyttet længe nok til Hannens daarende Bejlen, fejres Brylluppet, og hun skrider derefter til at opfylde sin sidste og vigtigste Pligt: at lægge Æg. Med sin kraftige Læggebrod borer hun i en Busks træede Stamme og lader et Æg glide ned i det derved skabte, sikre Gemme. Efter faa Ugers Forløb bryder den spæde Larve frem og lader sig falde til Jorden, ned i hvilken den arbejder sig for at opsøge de Trærødder, der .skal yde den Næring, og som den