Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

INSEKTERNE 489 samme Princip som de »vandrende Pinde« og kan let, naar den f. Eks. tages i en Kætser og holder sig, som dens Vane er, ubevægelig, tages for en Stump snavset Straa. Det lange Aanderør iberegnet bliver den 7 — 8 Ctm. lang, og den holder sig mest til Bunden, hvor den lurer paa Bytte. Skarntæger, den ene bedækket med Støv og Smuds, den anden renset med en Fjer. kaldet »Væggelus« os »Væsse Af de paa Landjorden levende Tæger anfører vi følgende: Skarntægen (Reduvius personatus) er brunlig og bedækket med bløde Haar. Den har faa-et Navn af, at Larven, som opholder sig i støvede Kroge, indhyller sig aldeles i Støv og Snavs, hvorved den let kan overliste sit Bytte. Rækker man den en Flue, nærmer den sig langsomt, beføler den med Følehornene, springer løs paa den og borer Snabelen i den. Den findes hist og her i Huse, hvor den skal dræbe Væggelus. Sengetægen, ogsaa (Cimex leclularius), der allerede var kendt af Grækerne" og Romerne, har erhvervet sig en sørgelig Navnkundighed. Den er vingeløs, omtrent 4 Mm. lang, ualmindelig flad, brunrød, bedækket med tætte gule Haar og lever som bekendt af at suge Blod. I Marts, Maj, Juli og September lægger Hunnen hver Gang omtrent et halvt Hundrede hvide Æg bag Tapeter, Forskalninger, i Sengesteders Sprækker o. desl., hvor Insekterne holder sig skjulte om Dagen. Kun udvoksne Individer overvintrer, men de kan ogsaa udholde en meget stræng Kulde. Om Natten kommer de frem og overfalder sovende, som de ikke lader i Ro, før de har suget sig fulde af Blod. For Resten kan de sulte meget længe, ja man har ved Forsøg erfaret, at de er i Stand til at undvære Føde et halvt Aar. Paa Grund af deres Blodtørst, af den Lethed, hvormed de bringes fra det ene Sted til det andet, og af deres store Frugtbarhed hører de til det besværligste Uløj i store Byer. Med større eller mindre Nytte anvendes der ogsaa en dem. De kraftigste er dog Renlighed og frisk Sengetæge. Mængde Midler imod Luft. Skjoldtæger (Scutati) kaldes alle de Landtæger, hvis Rygskjold i det mindste naar ud over Midten af Bagkroppen; undertiden dækker det den endog fuldstændig. Skjoldtægerne holder sig især