Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

EDDERKOPPERNE 493 de lange Ben meget let afrives og da hele Timer igennem kan vedblive at røre sig. Om Dagen bevæger Mejerne sig temmelig langsomt som paa Stylter, men saa snart Mørket falder paa, jager de om efter sovende Insekter eller Edderkopper, som de overfalder med et Spring. Det varer tre Aar, inden de af Æggene fremkomne Unger opnaar deres fulde Størrelse. De er udbredte i alle tempererede Egne og over hele Amerika. »Væver« (Phalangio opilio) kaldes den overalt almindelige Art. De ægte Edderkoppers (Araneina) tvedelte, uledede Krop med de otte Ben har paa Oversiden af Hovedbryststykket flere enkelte Øjne. Disses Antal og Stilling er af megen Vigtighed som Skelnemærke for de enkelte Slægter. Antallet er oftest otte, undertiden dog kun seks, i enkelte Tilfælde kun to, og nogle i Huler levende Edderkopper har slet ingen Øjne. Kindbakkerne dannes af et kraftigt Grundled og et kloformet Endeled, som foldes ind og ligesom Slangernes Gifttand er gennemboret med en Giftkanal. Ved Biddet udgydes Giften fra to Giftkirtler. Kæberne spiller en Rolle ved Forplantningen. Om denne og andre Livsforhold hedder det hos Dreyer bl. a.: »Meget mærkelige Forhold frembyder Edderkoppernes Forplantning. Hunnerne overgaar i Reglen Hannerne betydeligt i Størrelse, saa de maa kaldes ikke blot det smukke, men ogsaa det stærke Køn, et Faktum, de sølle Hanner er sig i høj Grad bevidste. Derfor holder de sig til daglig i ærbødig Afstand fra de skønne, vel vidende, at en uforsigtig Tilnærmelse vil koste dem Livet. .. Nogen Parring i almindelig Forstand finder ikke Sted. Hvad der foregaar, er langt mærkeligere. Det yderste Led af Føleren paa Hannens Underkæbe er nemlig paa begge Sider omdannet til et Redskab, forskelligt formet hos forskellige Arter, men stedse bestemt til at oveføre den befrugtede Vædske fra Hannens Kønsdele til Hunnens. Saa snart dette er fuldbragt, flygter han ilsomt, idet han med god Grund befrygter, at den elskede Genstand skal føle sig oplagt til et styrkende Maaltid og forgribe sig paa ham. Efter Befrugtningen lægger Hunnen Æg, som hun omspinder med tæt Silkevæv til en lille Kugle, der er Genstand for hendes ømmeste Pleje, hvad enten hun vogter den i sin Bo eller fører den om med sig, hvor hun gaar og staar. Hun vover uden Betænkning Livet for at forsvare den eller generobre den, hvis den er taget fra hende. Ungerne bliver sammen i Æghylstret til efter første Hudskifte, hvorpaa de spreder sig, og Moderen dør. Evnen til at spinde er fælles for alle Edderkopper. Spindekirt-lerne, som afsondrer den i Luften til fine Traade stivnende Spinde-vædske, har Plads i Bagkroppen, omkring hvis Spids 4 til 6, tilsyneladende med korte Haar bedækkede Spindevorter er grupperede. I Virkeligheden er Haarene fine, af en Centralkanal gennemborede Tappe, der fungerer som Udførselsaabninger for Spindekirtlerne. Disses Sekret er ikke ens. Nogle af dem afgiver et Produkt, der hurtigt stivner og tørrer i Luften, medens andres holder sig fugtigt