Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

498 DYRENES LIV Dør til Planterne med nogle Traade. Prøver man paa at løfte Laaget af et beboet Rør, vil man ofte mærke Modstand, idet Edderkoppen stræber at holde det lukket med de to forreste Benpar, medens den med de to bageste klamrer sig fast til Rørets Silketapet. Selve Rørene er ogsaa forskelligt konstruerede; snart er de lige, snart vilkelbøjede, snart har de en kort Sidegang, snart spalter de sig foroven i to, af hvilke det ene ender blindt tæt ved Jordens Overflade. Endelig er der Arter, der graver en kort, vandret Gang ind til et lodret, foroven blindt endende, forneden dybt i Jorden gaaende Rør. Aabningen ud til Overfladen har da sit sædvanlige Laag, men tillige er Forbindelsesaabningen mellem det vandrette og det lodrette Rør forsynet med et Lukke i Form af en nedadtil meget tyk, opadtil tynd, og her med et Hængsel fastgjort Klap, som kan svinge frem og tilbage og altid vil falde i efter Dyret, naar dette gaar ud eller ind ad Passagen. Skønt vi hos os savner disse Jordspindler, har vi dog Arter, Jagtedderkopperne, hvis Liv for saa vidt minder om deres, som de ikke spinder Fangenet, men jager deres Bytte i Løb eller be-mægtiger sig det med et pludseligt Spring. Sydens berygtede Tarantel (Tarantala apuliae) hører nærmest herhen. Hunnen maa-ler godt 31/2 Ctm. i Længde, men da Benene er meget lange, tager den sig temmelig anselig ud og spænder over en lille Haand-flades Rum. Paa solbeskinnede, tørre Skraa-ninger graver den sig en Hule med haarde Vandedderkopper med Dykkerklokke. og glatte Vægge, fortsat uden for Indgangen med et kort, af sam-menspundne Plantedele dannet Rør. Virkningerne af dens Bid, der i den varme Sommertid kan være ubehagelige nok, er bleven i høj Grad overdrevne, og de middelalderlige Danseepidemier, som antages at skyldes dens Gift, har sikkert ikke haft noget med denne at gøre (Dreyer).