ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
EDDERKOPPERNE 501 findes kun i fugtigt og fordærvet Mel. Det hvide Overtræk paa tørrede, søde Frugter, som Blommer, Kirsebær, Figener o. s. v., betragtes i Almindelighed som udskilt Sukker, men er i Virkeligheden ofte en Skorpe af Mider af Slægten Glycyphagus. Ogsaa paa syge Kartofler, i Insektsamlinger, i Øltønder, paa Randen af urene Mælkefade, paa Tørfisk, paa tørret Kød o. s. v. lever der talrige Mider. Ved Fnatmidens (Sarcoptes hominis') Minérarbejde i Huden opstaar »Fnat«, som kan forplantes ved at berøre Fnatsyge eller ved at benytte deres Klæder, Senge o. s. v. Sygdommen viser sig som spredte liniedannede Ophøjtiinger (Gange), der hver for sig ud-gaar fra et fælles Punkt; den holder sig dog fortrinsvis til Legemsdele med tynd Overhud, saasom Haandled og Knæer. Naar Fnat-miden kommer paa Huden, borer den sig mere eller mindre skraat ind igennem > \ \ \[ // / / en fin Hudfure eller ved Siden af et ü Haar og afgiver da en skarp Vædske, "C * - -/fe som volder Kløe og bevirker, at der danner sig en lille Vable. Paa et saa-dant Sted findes der dog ingen Mide, da den straks trænger videre frem. Dette gælder især om de unge Mider, da disse 80 \\ fører et omstrejfende Liv; de drægtige z? / \\ Hunner gnaver derimod længere Gange, / / / \ \\ som de ikke forlader, men i hvilke de j I | j \ 1 'i lægger deres store Æg, og hvor de selv findes døde i Gangens lukkede Ende. Fnatmlde> Hun> set fra Bugsiden. Sygdommen hæves hurtigt og sikkert ved Svovlbade, ved Indgnidning med svovlholdig Sæbe o. desl. I Haarsækkene paa Menneskets Ansigtshud snylter den lille Haarsækmide (Demodex folliculorum). Den sidder især i Pandens og Næsens Haarsække og kaldes ofte populært »Medspiser«. Om Havedderkopperne (Pycnogonidae) virkelig hører til Spindlerne, har været meget omstridt; i Nutiden regner de fleste dem dog herhen. Bagkroppen er som hos Hav-Tægerne svunden ind til en ubetydelig Tap, og 1ste Led bærer fortil en ret anselig Snabel — Hovedet, — paa hvilken Munden har Plads. Om disse mærkelige Dyr hedder det i »Vor Klodes Dyr« bl. a.: Da Havedderkoppernes Legeme er saa grumme lille, kan Indvoldene ikke faa Plads i det alene, og baade Fordøjelseskanalen og Kønskirtlerne sender derfor Forlængelser ud i alle Lemmerne, paa hvis 3die—4de Led Kønsaabningerne har Plads baade hos Hanner og Hunner. De første har tillige i 1ste Par Gangben en Kirtel, som afsondrer en Vædske, der klæber Æggene sammen og fast til de ægbærende Lemmer. Da der ikke findes Aandedrætsredskaber hos disse Dyr, maa de antages at forsyne sig med Ilt gennem den