Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 43 Sparufisk (Sparz) kalder man en talrig Familie af Havfisk, der ligner de foregaaende, men mangler enhver Udvækst eller Pig paa Gællelaaget og kun har en Rygflnne, og hvis Haleflnne er maane-eller gaffeldannet. Skællene er store og Farven pragtfuld. De er udbredte næsten over alle Have, og mange Arter optræder hist og her i stort Tal. Da Kødet af flere af dem er godt, spiller de ogsaa en ret vigtig Rolle for Fiskeriet. Slægten Guldbrasen (Chrysophrys) har kegledannede Tænder foran i Munden i hver Kæbe, medens de bageste Tænder er knudrede Knusetænder. Den almindelige Guldbrasen, Italienernes Orada, »den forgyldte« (C. aurata) bliver fra 30—40 indtil 60 Ctm. lang og kan opnaa en Vægt af henved 8 Kilo. Farven er sølvgraa med et grønligt Skær, der paa Bugen gaar over i ren Sølvglans; over Gællelaaget findes en lodretslaaende, oval Plet af guldgul Farve, og paa Panden imellem Øjnene er der et guldgult Baand; Siderne er tegnede med 18 til 20 guldgule Længdebaand, Rygflnnen er blaa-lig, Haleflnnen sort og de parrede Finner violblaa. — Guldbrasenen er almindelig ved alle Middelhavets Kyster og ved den afrikanske Atlanterhavskyst indtil del gode Haabs Forbjærg; længere imod Nord viser den sig sjældnere, skønt man kender flere Eksempler paa, at den er fanget ved England. Den forlader overhovedet ikke gærne Kysterne, men trænger endog ind i de med Havet forbundne Saltsumpe og opholder sig der en kort Tid. Man vil vide, al den med Snuden oproder Sandet og udgraver de deri skjulte Muslinger, som den skal være meget lysten efter, og hvis Skaller den sluger med en Støj, der stundom høres af Fiskerne. Om Vinteren, naar Kulden bliver for stærk, gaar Guldbrasenerne ud paa Dybet, men undertiden dør dog Tusinder af dem ved tidlig indtræffende Frost. Ved de franske Kyster fanger man disse meget yndede Fisk hele Aaret rundt, baade med Garn og Kroge, besatte med Muslinger eller i Mangel deraf med Krebs og Stykker af Thunflsk. Ved Venedig feder man dem i dybe Damme, hvilket allerede var Brug i Romernes Tid. Til den med kartedannede Fortænder og smaa Knusetænder forsynede B1 ankestens] ægt (Pagellus) hører der en Art, den spidstandede Blankesten (P. centrodontu.s'), som et Par Gange er fanget ved den danske Kyst, og som ikke hører til Sjældenhederne langs Norge, da den endog er Standfisk ved Bergen. Blankestenen bliver omtrent 62 Ctm. lang og er smuk rosenrød med Sølvskær; Bugen er hvid; paa Skulderen har den en mørk Plet, og de uparrede Finner er hist og her gule. Den er meget almindelig i Middelhavet, ja endog ved Englands Vestkyst fanges den hele Aaiet om. Dens Legetid falder i Begyndelsen af Vinteren, og Legen afsættes paa dybt Vand. Hen paa Sommeren viser 10 til 16 Ctm. lange Unger sig i utallig Mængde ved Kysterne, ja endog inde i Havnene, til Glæde for alle Lystfiskere; thi de tager graadig ethvert Slags Madding. Deres Næring er nemlig ingenlunde begrænset til dyriske