Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

506 DYRENES LIV P. Prideauxi, bekendt ved sit Samliv med en Aktinie (Adamsia palliata). Man træffer sjældent eller aldiig en Eremitkrebs af denne Art uden en Adamsia paa sit Hus, og denne sidder gerne under Krebsen, saaledes at alt, hvad der falder af fra dennes Maaltider, maa havne i dens Mund. Dens Fod omslutter ringformet Skallens Mundingsrand, og Forsøg har vist, hvor nøje de to Dyr er knyttede til hinanden. Naar Krebsen skifter Skal, løsner den, saa snart den har sat sig fast i sit nye Hus, Aktiniens Fod forsigtigt fra det gamle, og saa snart denne bliver klar over, hvad det gælder, slipper den godvilligt sit Tag. Nu griber Krebsen den med Spidsen af sine Klosakse og holder den i passende Stilling ind til den nye Skals Mundingsrand, indtil Vennen har sat sig fast paa denne. Man har varieret Forsøgene paa mange Maader, og det staar fast, at der virkelig er Samarbejde og en vis Forstaaelse mellem de to Dyr. At de begge har Fordel af Samlivet, kan der ikke tvivles om. Krebsen har et godt Værn i Aktiniens Brændetraade, og Aktinien faar ved at blive flyttet fra Sted til Sted bedre Muligheder for en god Ernæring, foruden at der altid falder Smaadele fra Krebsens Maaltider af til den. En enkelt Iagttager paastaar endogsaa at have set, at denne ligefrem fodrer sin Gæst ved at putte Fødebidder fra sit Bytte ned i dens Mund; men dette er dog ikke bekræftet af andre.« De langhalede Skjoldkrebs har en meget lang Bagkrop eller Hale med Halefødder og med en bred Svømmevifte. Den almindelige Flod krebs (Astacus fluviatilis) opholder sig helst i rindende Vand, hvor den kan skjule sig imellem Rødderne af de langs Bredderne voksende Træer. Om dens Liv hedder det i »Vor Klodes Dyr« bl. a.: »Hver Krebs har sin Hule, som den forsvarer mod Overgreb med urokkeligt Mod. Den er kort og snæver, saa længe Dyret er lille, men den bliver udvidet efter Behov; oftest gaar den ind i Brinken i en Dybde af indtil 1/2 M. eller saa. Krebsen kan arbejde i temmelig haard Masse, og selv fast Ler eller Grus blandet med skarptkantede Sten afskrækker den ikke. Den river Materialet løst med Klosaksene og bærer de større Dele ud i disse. Da Krebsen er et Natdyr, træffer man den hjemme om Dagen, men ingenlunde sovende. Den sidder i Hullets Munding med Følehornene strakte interesserede ud af denne og spejder med sine stilkede Øjne efter muligt Bytte. Natten er imidlertid Krebsens rette og egentlige Jagttid. Det er morsomt at se, med hvilken Forsigtighed den omtrent ved Solnedgang forlader sit Hul for at gaa paa Rov. Tøvende og spejdende vover den sig frem, for en lille Tid at holde sig tæt ved Indgangen, parat til at forsvinde ved mindste Tegn paa Fare. Naar den har overbevist sig om, at der intet er at frygte, begiver den sig ud paa Eventyr, idet den spadserer sindigt af Sted paa Bunden langs Bredden eller ud mod Dybet. Men er den flere Gange paa én Aften bleven jaget tilbage i