Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

KREBSDYRENE 507 sit Hul, bærer den sig anderledes ad. Den synes da at have taget en kraftig Beslutning, thi i det samme den er kommen udenfor, vender den sig og forsvinder baglæns som et Lyn ved nogle Slag med Halens Svømmevifte, idet den mudrer Bunden dygtig op efter sig. Det er i det hele et Fif, den ufravigeligt bruger, na ar den ser sig forfulgt, dette at tage sin Tilflugt til det nærmeste, dybe Sted med Mudderbund, hvor den kan rejse en skjulende Sky om sig. Som en klog General flygter Krebsen for Faren, saa længe den kan, men er der ingen anden Udvej, forsvarer den sig modigt, idet den hæver Forkcoppen i Vejret og bider fra sig med sine Klosakse. Selv om Fjenden faar Hold i disse, er Spillet dog ikke tabt for den, thi med voldsomme og raske baglæns Bevægelser og Vridninger river den sig løs fra dem. De brydes af, og Dyret redder mange Gange Livet paa denne Maade og uden at tage blivende Skade, thi Saksene vokser med Tiden ud igen, om de end næppe nogen Sinde bliver slet saa store og kraftige som de oprindelige. For øvrigt har Krebsen en god Beskyttelse ved sin Farve, der varierer stærkt efter det Steds Karakter, den har hjemme paa. Den kan være mørkere eller lysere, brunlig, rødlig eller undertiden blaalig, men altid er den i god Ovensstemmelse med Vandets og Bundens Farver. Af og til maa Flodkrebsen skifte Skal. Naar dette skal gaa for sig, trækker den sig tilbage til sin Bo, hvor den holder sig i Ro nogle faa Dage. Saa revner Skjoldet langs Midtlinien, og nu maa den ud i det fri, da de Bevægelser, med hvilke den skifter Klæder, kræver Plads. Først kommer Ryg og Hoved frem, saa trækker den et efter et Benene ud af deres Hylstre, derpaa Halen og til sidst Saksene, med hvilke det undertiden kniber, da der skal en ikke ringe Kraft til at hale det tykke Yderled ud gennem de snævre Ledforbindelser. Naar alt er fuldbragt, søger Dyret atter ind i sit Hal, i hvis inderste det holder sig skjult, indtil det, der efter Skalskiftet er blødt (>Smørkrebs<), let saarligt og ganske forsvarsløst, har genvundet sin Haardhudethed. Hertil hjælper det betydeligt, at det henimod Skalskiftningstiden har begyndt at anlægge en Reservebeholdning af kulsur Kalk i Form af de saakaldte Krebseøjne, to runde, fladt hvælvede Kalkmasser, der sidder paa hver Side af Maven. Efter Hudskiftet opløses de og føres med Blodet ud til den nye, bløde Skal, i hvilken Kalken afsætter sig. Krebsen skifter ikke blot Yderhuden, men ogsaa alle dennes Indposninger, bl. a. ogsaa Ørets indre Beklædning. Dette bestaar af en udadtil aaben lille Hule i Grundledet af første Par Følere og er indvendigt beklædt med talrige Hørehaar. For at disse kan sættes i Bevægelse af Lydbølgerne, maa Ørehulen indeholde nogle faste Smaalegerner, Sand- eller bitte smaa Gruskorn, som Krebsen selv putter derind, og som den maa forny efter hvert Hudskifte. De bliver udsøgte med største Omhu, inden de med Spidsen af Klosaksene føres ind paa Plads.