Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

508 DYRENES LIV Om Efteraaret parres Krebsene, og Hunnen bærer sine Æg c. 6 Maaneder igennem fastklæbede til Halefødderne. Ungerne, der efter Udklækningen en halv Snes Dage eller saa holder sig til Moderen, ligner i alt væsentligt Forældrene. Den europæiske Hummer (Homarus vulgaris) lever fra Norge til ind i Middelhavet, hvor den dog ikke er synderlig udbredt. Den maaler i Almindelighed 20—35 Ctm. fra Pandehornets Spids til Halefligens Ende. Undtagelsvis synes den dog at kunne blive større. Farven er nærmest sortgrøn med enkelte blaa Pletter. Hummeren opholder sig tæt udenfor Kyster, hvor der er Klippeeller Stenbund, imellem de store Alger, men gaar om Vinteren, naar Vandet afkøles, længere ud paa 16—20 Favnes Dybde, medens den om Foraaret, naar Havets Temperatur stiger, gaar op paa 1—4 Favne. Hummeren kan med Kraft svømme frit om, men ikke længe ad Gangen, da den i den Tid ikke kan gribe og nedsluge Føde. Den er et meget graadigt Dyr og jager især om Natten, medens den om Dagen holder sig rolig og fordøjer. »Den er meget aadselædende,« skriver Dreyer, »men skaaner dog ingenlunde levende Bytte, og holder man Hummer gaaende i et Hyttefad, maa man passe nøje paa at fjerne dem, som skal skifte Hud, da de ellers bliver opædte af de andre, medens de er bløde og forsvarsløse. Hummeren er snu og forsigtig samt meget mistroisk, hvilket vidner om en vis Udvikling af Aandsevnerne, og dens Hurtighed og Behændighed er større, end man efter dens plumpe Udseende og stærke Pansring skulde tro. Hunnen lægger indtil 20,000 Æg om Aaret, som hun Sommermaanederne igennem bærer om med sig, fæstede til Halens Underside. Naar de er modne, spreder hun dem i Vandet ved lette Bevægelser med Halen, hvorefter hun ikke bryder sig mere om dem. Hummerfiskeriet er af stor Betydning, især for det sydligere Norges Kystboere, og man antager, at der alene i Nordeuropa forbruges 5 til 6 Mili. Hummere om Aaret. De tages mest i Kurve eller paa Brikker, som sættes ud om Aftenen, agnede med døde Fisk o. L, og røgtes tidlig om Morgenen. Det er uden Tvivl Lugtesansen, der leder dem til Aadsler og Agn. Den nordamerikanske Hummer (H. americanus), som forekommer i talrig Mængde ved Nordamerikas Atlanterhavskyster, er ikke synderlig forskellig fra den europæiske. Dog bliver den større end denne. Det hensynsløse Fiskeri, der drives alle Vegne, har mange Steder formindsket Hummernes Tal betydeligt, men der er nu Haab om, at man ved kunstig Udklækning af deres Æg og ved at beskytte Yngelen, til den er over den farligste Periode, kan bøde paa den Skade, Fiskeriet gør. I Nordamerika mener man nu efter mange mislykkede Forsøg at have haft Held til at finde den rette Fremgangs-maade ved Æggenes Behandling, og der er i de senere Aar bleven anlagt flere Stationer for »kunstig Hummeropdræt« i de nordøstlige Fristater.«