Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
518
DYRENES LIV
den. Sandormen sluger Sand og Dynd for at fordøje de nærende Dele, og saa snart det er bearbejdet i dens Tarmkanal, udtømmes
Larver af Sandorm.
det paa Overfladen af Havbunden som smaa Sandhobe, der røber Ormens Opholdssted. Om Vinteren gaar den ned i Sandet. Som saa mange andre Havbørsteorme gennemgaar Sandormen en Forvandling og er som Larve fritsvammende ved Hjælp af Fimrehaar.
Rørormenes Gæller sidder paa den forreste Del af Kroppen. De har hverken Snabel eller Tænder og holder sig rolig i deres Rør, der har en meget forskellig Form og Sammensætning. Paa nys optagne Muslingskaller vil man kunne
finde nogle bugtede Rør, hvis Vægge er sammenkittede af Sandeller Lerdele. »Lægger man en saadan Skal i frisk Saltvand, kom-
mer der frem af Rørenes aabne Ende en Krans af lange, slimede Traade, og oven over dem viser der sig en kortere, rød Traaddusk,
alt tilhørende en lang, trind, cirrata), hvis Fødder og
Børster er meget lidt udviklede. De lange Traade er Ormens Følere eller Tenlakler, de korte dens Gæller. Den, som andre af Slægten, benytter sine Tentakler bl. a. til at samle de Smaagenstande, af hvilke dens Rør er sammensat. Hver Traad har paa Indsiden en Fure, i hvilken Sandkornene optages, og ad hvilke de bringes ned til Munden,
fortil tykkest, leddelt Orm (Terebella
To Sandrørorme paa den indre Side af en Muslingskal (begge med halvt aabnet Rør).
som optager dem og hyller dem i en klæbrig Vædske, hvorpaa de atter
overgives til Tentaklerne som anbringer dem paa Rørets Kant, ofte saaledes, at de kommer til at danne lange, opstaaende Traade, som først lidt efter lidt smelter sammen (Vor Klodes Dyr).
Kalkrørormene eller Serpulaerne (Serpula) drager deres Føde til sig ved at sætte Vandet i hvivlende Bevægelse med deres