Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

518 DYRENES LIV den. Sandormen sluger Sand og Dynd for at fordøje de nærende Dele, og saa snart det er bearbejdet i dens Tarmkanal, udtømmes Larver af Sandorm. det paa Overfladen af Havbunden som smaa Sandhobe, der røber Ormens Opholdssted. Om Vinteren gaar den ned i Sandet. Som saa mange andre Havbørsteorme gennemgaar Sandormen en Forvandling og er som Larve fritsvammende ved Hjælp af Fimrehaar. Rørormenes Gæller sidder paa den forreste Del af Kroppen. De har hverken Snabel eller Tænder og holder sig rolig i deres Rør, der har en meget forskellig Form og Sammensætning. Paa nys optagne Muslingskaller vil man kunne finde nogle bugtede Rør, hvis Vægge er sammenkittede af Sandeller Lerdele. »Lægger man en saadan Skal i frisk Saltvand, kom- mer der frem af Rørenes aabne Ende en Krans af lange, slimede Traade, og oven over dem viser der sig en kortere, rød Traaddusk, alt tilhørende en lang, trind, cirrata), hvis Fødder og Børster er meget lidt udviklede. De lange Traade er Ormens Følere eller Tenlakler, de korte dens Gæller. Den, som andre af Slægten, benytter sine Tentakler bl. a. til at samle de Smaagenstande, af hvilke dens Rør er sammensat. Hver Traad har paa Indsiden en Fure, i hvilken Sandkornene optages, og ad hvilke de bringes ned til Munden, fortil tykkest, leddelt Orm (Terebella To Sandrørorme paa den indre Side af en Muslingskal (begge med halvt aabnet Rør). som optager dem og hyller dem i en klæbrig Vædske, hvorpaa de atter overgives til Tentaklerne som anbringer dem paa Rørets Kant, ofte saaledes, at de kommer til at danne lange, opstaaende Traade, som først lidt efter lidt smelter sammen (Vor Klodes Dyr). Kalkrørormene eller Serpulaerne (Serpula) drager deres Føde til sig ved at sætte Vandet i hvivlende Bevægelse med deres