Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEF ENE 45 Rødskæg har sit Hjem i Middelhavet og findes der paa leret eller dyndet Bund; desuden fanges den ved Frankrigs Vestkyst og stundom ved England. Den gulstribede Mulle, der ogsaa lever i Middelhavet og hist og her er almindeligere end Rødskæg, udbreder sig derimod helt imod Nord og er undertiden talrig ved Englands Kyster. Mange fanges i Makrelgarnene tæt ved Overfladen af Havet, medens de fleste maa hentes op fra en betydelig Dybde. Legetiden falder om Foraaret, og i Oktober træffer man 12 Ctm. lange Unger. Det hænder undtagelsesvis, at man ved England gør en rig Fangst af denne højt ansete Fisk; ved Italiens Kyst fanger man derimod begge Mullearterne hele Aaret om, og det saa vel i Garn som Ruser samt paa Kroge. Da Mullerne meget snart fordærves efter at være fangne, plejer man straks at koge dem i salt Vand og at overstrø dem med Mel, saa at de bliver omgivne af en hel Dej, i hvilken de kan forsendes, og saaledes har man baaret sig ad Aarhundreder igennem. De bedste Muller faas fra Kysten ved Provence. Oldtidens Romere satte Mullerne meget højt, ikke alene paa Grund af deres kostelige Kød, men ogsaa af Hensyn til de prægtige Farver. Til de indbudte Gæsters Fornøjelse bar man, i Glaskummer, levende Muller ind i Spisesalen og overgav dem derpaa til Kvinderne, som lod Fisken dø i Hænderne for at fryde sig over det glimrende Farvespil. Først iagttog man Fiskenes Bevægelser i Kummerne, i det man udstødte beundrende Udraab over det smukke Syn; senere gjorde man hverandre opmærksomme paa Skællenes Ild og Gællernes Glans. Og naar saa Fiskene døde, bragte man dem saa hurtig som muligt til Køkkenet for at faa dem tillavede. Store Muller blev langvejs fra førte til Rom og holdte i store Damme, uagtet de ikke godt kunde taale Fangenskab, og kun enkelte af flere Tusende holdt sig i Live. Prisen for dem naaede derfor en utrolig Højde; en Mulle paa 2 Kilo var næsten ikke til at betale. Romerne ansaa Mullen for den bedste af alle Fisk, og dens Hoved og Lever gjaldt for det fineste af alle Lækkerier. Men da denne Overvurdering saa godt som udelukkende var en Modesag, tabte den sig efterhaanden. Skæl finne fiskene (Squamipinnes') benævnes saaledes, fordi den bløde og stundom tillige den af Pigstraaler bestaaende Del af Ryg- og Gatfinnen i saa høj Grad er bedækkede med Skæl, at det bliver vanskeligt at adskille dem fra den øvrige Krop. Dennes Form er i Reglen meget høj, oval eller næsten skivedannet og stærkt sammentrykt. Alle herhenhørende Fisk har paa en enkelt Undtagelse nær hjemme i de tropiske Have, og hele Tropelandenes Farvepragt synes at være ødslet paa dem, saa at de i Skønhed kappes med de prægtigste Fugle og med de mest brogede Sommerfugle. De pryder Havet, ligesom Kolibrierne, Paradisfuglene og andre Pragtfugle pryder Skovene; men deres Farver synes at være endnu renere og