Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLÆKSPRUTTERNE 533 BLÆKSPRUTTERNE. Blandt de ægte Bløddyr indtager Blæksprutterne (Cephalopoda') første Plads. Kroppen omgives af en Kappe, som paa Rygsiden er sammenvokset med Hovedets Huddække, men paa Bugsiden danner en aaben Pung, fra hvilken Spidsen af den saakaldte Tragt stikker frem. Hovedets Fangarme er faste, kraftige, elastiske og særdeles bevægelige. De er hos alle Blæksprutter undtagen hos Slægten Nautilus forsynede med Sugeskaale, der er udmærket skikkede til at fastholde Byttet samt til Fasthæftningsredskaber, naar Dyret kryber omkring. Hos mange Blæksprutter sidder Sugeskaalenc paa korte Stilke, og deres Rand dannes af cn hornagtig Ring, som er udfyldt af Muskler. Naar Ringen lægges ind til en Flade, og Musklerne i den trækkes tilbage, opstaar der et Rum, opfyldt med fortyndet Luft, hvorved Sugeskaalen kommer til at sidde saa fast, at den snarere kan afrives end give slip. Blæksprutten faar ogsaa langt lettere en Arm afreven, end den løsner sit Greb. Hos mange Blæksprutter er Skaalene tillige forsynede med Hornhager og Kroge. Armene er ved Grunden forbundne med en Hud, der hos nogle Arter endog naar helt ud til Spidsen; den synes at skulle tjene til fuldstændig at omslutte det grebne Bytte, medens det sønderbides af Kjæberne. Naar Armene spredes fra hverandre, ses den af flere Læber omgivne Mundaabning med de to mørkebrune Kæber, der er meget skarpe og har en vis Lighed med et Fuglenæbs Hornskeder. Øjnene er uforholdsmæssig store og funkler med en uhyggelig Ild. De bladdannede, afrundede Hudlapper paa Kroppens Sider er Finner, som væsentligst tjener til at styre med under Svømningen. Af overordentlig Vigtighed for Blæksprutterne er Tragten. Det i Kappen indtagne Vand presses nemlig, hver Gang denne slutter sig tæt ind til Kroppen, ud igennem Tragten i en kraftig Straale, hvorved Blæksprutten stødes baglæns afsted i Vandet. Naar Kappen aabnes langs Bugsiden, findes inden for den Gællebladene. Igennem Tragten udtømmes ogsaa Tarmkanalens ufordøjelige Indhold samt den saakaldte »Blækvædske«. Denne rummes i Blæksækken og er et mørkebrunt Fludium, hvoraf der kun behøves lidt for at gøre Vandet om Blæksprutten mørkt Og uigennemsigtigt, saa at den let kan undgaa sine Forfølgere. Blækmassen afgiver under Navn af »Sepia« et bekendt Farvestof. Blæksprutterne udmærker sig fremdeles ved et stærkt Farvespil, der retter sig efter de givne Forhold. Farven veksler nemlig ikke alene efter Belysningen, men skifter ogsaa, eftersom de angribe eller angribes o. s. v. Delte Farvespil hidrører nemlig fra Farveceller i Huden. I Almindelighed findes der ingen væsentlig Uoverensstemmelse mellem Blæksprutternes Han og Hun, naar man ikke ser nøje til. Først i det forrige Aarhundrede har man gjort den Iagttagelse, at en af Armene hos Hannen altid afviger mere eller mindre fra de