Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

BLÆKSPRUTTERNE 535 beregnede, at det omtrent kunde veje 2000 Kilo. Det var teglstensrødt og havde meget store Øjne. Desværre lykkedes det ikke Kap-tejn Bouyer at bemægtige sig dette Dyr, skønt han fik anbragt et Tov omkring det og sendte det flere Skud. Efter at have gjort Jagt paa det i tre Timer maatte han nøjes med en Stump af Dyrets bageste Del. Senere er ved Nordamerikas Østkyst fanget Blæksprutter, hvis Arme maalte 9—10 Meter. Disse kæmpemæssige Blæksprutter kaldes »Sømunke«. Hos de ægte Blæksprutter ligger der ét Gælleblad paa hver Side. De fleste nulevende Blæksprutter hører til denne Orden og er enten otte- eller tiarmede. De ottearmede Blæksprutter (Octopoda) har næsten alle en pungdannet Krop og siddende Sugeskaale. I Almindelighed har Kroppen ingen Finner og mangler Skal eller andre Dele i Ryggen. De fleste lever tæt ved Kysten, hvor de som oftest sidder paa Lur i Klipperevner eller Huller. Naar de kryber — og det gør de oftere, end de svømmer —, bevæger de sig sidelæns ved Hjælp af de to midterste Par Arme. Enkelte Arter kan holde ud at være oppe af Vandet i flere Timer, og de har alle en mærkelig Evne til at finde tilbage til Havet, selv om de er bragt et Stykke bort fra det og ikke kan se det. Den almindelige Ottefod (Octopus vulgaris) er hvidgraa; men tirres den, bliver den brunlig, rødlig og gullig, og der opstaar da tillige paa hele den øverste Side af Kroppen vortede Ophøjnin-ger. Den er ikke alene udbredt over hele Middelhavet, men ogsaa ved Atlanterhavets Kyster og ved de indiske Øer. Paa Klippegrund skjuler den sig i Reglen i Huller og Revner, hvor dens smidige og elastiske Krop let smutter ind, og paa saadanne Steder lurer den paa sit Rov. Den kaster sig hastig over sit Bytte, omklamrer det med Armene og fastholder det med SugeskaaJene. Svømmer den efter det, har den Bagkroppen forud og vender sig først, naar den er nær nok ved det. Paa Sandbund danner Ottefoden sig et Skjul af Stene, mellem hvilke den taalmodig sidder paa Lur. Der fanges ikke sjældent Ottefødder paa 15 Kilo; ja man har endog fanget en enkelt, som var 3 M. lang og vejede 25 Kilo. Papirsnekken (Argonauta Argo) var allerede navnkundig i Oldtiden, idet Hunnen tidlig tiltrak sig Opmærksomhed ved sin smukke, skrøbelige Skal. Hannen har man derimod først lært at kende i forrige Aarhundrede. Hunnen har en afrundet Krop med et lille Hoved og en meget lang Tragt; desuden udmærker den sig ved, at de to øverste Arme er brede og flade og ved sit prægtige Farvespil. Skallen er tynd som Papir og temmelig elastisk, da den indeholder mange organiske Dele. Den danner kun et eneste hult Rum og er spiralsnoet, men paa den Vis, at de første Omvrid fuldstændig skjules af det sidste. Hannen er lille og mangler Skal. Papirsnekken afbildes undertiden i en Stilling, som den aldeles