Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

552 DYRENES LIV som skyldtes Nydelsen af Muslinger, og det viste sig ved de anstillede Undersøgelser, at de af disse, som en Tid lang havde været anbragte i den, stærkt af Kloakvand forurenede Havn, var giftige, medens de, der tilførtes udefra og blev nydte straks, var uskadelige. Ja, de første blev sunde og gode, naar man lod dem leve en Tid i rent Havvand. Moralen er, at man aldrig bør nyde Muslinger, som ikke er taget i fuldstændig rent, for alt Tilløb af Kloakvand o. 1. frit Vand.« Den store Blaamusling (M. modiola) ligner den foregaaende, men er meget større. Den lever paa dybere Vand og er spiselig. Stendadlerne {Lithodomus) lever i selvdannede Huller i Stene, Koraller og tykke Konkylier. Mest bekendt er den i Middelhavet almindelige Stendaddel (L. lithophagus). Den er en meget yndet Spise, men skønt den findes næsten overalt i Kystens Kalkklipper, kommer den aldrig i Mængde til Torvs, da det er besværlig at ar- bejde den ud af dens Huller. Den er paa en Maade en borende Musling, men da den mangler ethvert Slags Boreredskab, maa den u Sandmusling. s Rør, der gaar op i Vandet; b Kappe; f Fod; i Indaandings-rør; u Udaan-dingsrør. rimeligvis udskille en eller anden Vædske, som opløser Kalkklippen. Sandmuslingen (Mya arenaria) har næsten helt sammenvoksede Kapperande, der fortil har en lille Aabning for den ubetydelige, kegledannede Fod og bagtil ender i to lange, tykke, fuldstændig sammenvoksede Rør, Ind- og Udaandinsgrøret. Den er meget almindelig ved alle nordeuropæiske Kyster, hvor den graver sig saa dybt ned i Sandet, at man kun ser Aanderørenes af Føletraade og Øjne frynsede Spids. Forstyrres den, trækker den lynsnart Rørene ind i sin Skal. Den kan spises, men bruges kun af Fattigfolk og til Agn. Skedemuslingerne {Solen), der ligeledes er hyppige i de nordiske Have, har lange, skededannede Skaller, som gaber i begge Ender og for det meste er overtrukne med en tyk, brun Overhud. Den tykke, trinde, i Spidsen kølledannede Fod træder frem igennem den forreste Kappeaabning og er et virksomt Boreredskab, naar Muslingen graver sig ned i Sandet. Om de egentlige Boremuslinger hedder det i »Vor Klodes Dyr« bl. a.: »Der er intet stort Spring fra som Sand- og Knivmuslingcr at rode i Havbunden til som Stenborerne {Saxicava) at bore i bløde Stenarter eller faste Jordlag, og derfra til at minere i fastere Sten eller Træ er Overgangen jævn. Medens en Saxicava kun kan arbejde i forholdsvis bløde Emner, kan'Medlemmerne af Slægten Pholas bore i haar-de Kalkblokke. Mange Steder paa Vesterhavskysten finder man saadanne Blokke opkastede, i hvilke der