Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

MUSLINGERNE 551 omkring ad Kanaler i Landenes Indre, thi den optraadte først ved og udbredte sig fra Flodernes Mundinger. Ogsaa i Danmark har den vist sig i Mængde, f. Eks. i Søerne omkring København, hvorfra den fandt Vej til Vandvæsenets Filtre og Rørledninger, som den ikke sjældent har tilstoppet eller forsnævret. Muligen har Vandfugle spillet en Rolle ved dens Udbredelse. Den spiselige Blaamusling (Mytilus edulis) har ved Grunden af sin Fod en Byssuskirtel, fra hvilken der udgaar en Fure langs Foden, der i Nærheden af dennes Spids ender i en kort og dyb Tværfure, hvori der ligger en halvmaaneformet Plade. Naar Dyret vil »spinde«, lægger det først Spindepladen paa Byssuskirtlen, og ved at trække den tilbage uddrages Spindevædsken som en Traad, som kommer til at ligge i Fodens Fure. Ved Hjælp af Spindepladen trykkes endelig den fri Ende af den endnu bløde Traad fast til et eller andet Legeme i Form af en lille Skive. Saa-ledes opstaar der efterhaanden et helt Bundt af Traade, der tilsammen kaldes Byssus eller Skælsilke, og som er meget stærke. For Resten tjener Skælsilken ikke alene til at fæste Muslingen til fremmede Legemer, men ogsaa som et Slags Bevægelsesredskab, idet Dyret fæster nye Traade i den Retning, hvori det vil bevæge sig, og løsriver de gamle ved et pludseligt Ryk. Blaamuslingen opholder sig især paa de Steder af Stranden, som af og til tørrer i Ebbetiden, og derfor kan man ogsaa mange Steder ved Lavvande se den danne et Bælte langs Kysten, saaledes langs Norges Klippekyst. løvrigt forekommer Blaamuslingen helt ind i Østersøen, men opnaar der ikke nogen betydelig Størrelse. Den er et meget brugt Agn, og naar den er stor nok, er den meget søgt som Føde. Derfor driver man ogsaa flere Steder den saakaldte Muslingavl, saaledes i Vejlefjord, hvor man ved nedsænkede Trægrene (»Pæle«) lokker Blaamuslingen til at fæste sig. Elletræer egner sig bedst hertil; man aftager da de tyndeste Grene, tilspidser Stammen for neden og sænker nu Pælen enten ved Hjælp af Stene eller ved at stikke den fast i Bunden paa en Dybde af to til tre Favne. Om Vinteren høster man Muslingen, da de paa den Tid er fedest. Ea Pæl staar omtrent i tre til fem Aar, førend man høster den. »Blaamuslingerne volder undertiden heftige Forgiftninger, men hvorledes det egentlig hænger sammen hermed er ikke ganske klart,« meddeler Dreyer. »Mange Mennesker faar en nældefeber-lignende Sygdom ved at nyde dem, men saadanne Tilfælde er aldrig truende; derimod kan der optræde Forgiftninger, som medfører Fare for Livet og selv i heldigste Fald efterlader sig alvorlige Følger som Lamheder o. lign. Men om de skyldes et af og i den levende Musling dannet Stof, eller et, der er trængt ind udefra, eller muligvis de saakaldte Ptomainer, Giftstoffer, som kan opstaa i forskellige Fødemidler, er ikke afgjort for alle Tilfældes Vedkommende. Aar 1885 opstod der i Wilhelmshafen en formelig Epidemi,