Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

62 DYRENES LIV maskerne er afpassede efter Fiskens Størrelse. Et Makrelgarn bindes i Reglen 30 Favne langt og 80 Masker dybt med 16 Knuder pr. 60 Ctm. Til en Lænke hører der fra 25 til 50 (i Reglen 40) Garn. For øvrigt holdes Garnlænken strakt ved Hjælp af Baaden, og da Makrelen, især i skyet Vejr og om Natten, let gaar paa Garnet, er Fangsten ofte meget betydelig, medens den selvfølgelig stedse maa blive store Forandringer underkastet, eftersom Baadene er heldige til at træffe Stimerne. Ligeledes er Udbyttet meget afhængigt af Vind og Strøm, da Storm tit kan være Skyld i, at Garnlænkerne ikke kan styres i den efter Fiskenes Vej fordelagtigste Retning, og Strømmen ikke sjældent bevirker, at de forskellige Baades Fiskeredskaber kommer ind i hverandre eller, som man siger, i Vase. Den for Fiskeriets Drift fordelagtigste Tid er fra Slutningen af Maj til Slutningen af Juni Maaneds Udgang eller den første Halvdel af Juli.< Thunfisken (Thynnus vulgaris) er en meget stor Fisk, som opnaar en Længde af 2—3 M. og derover og en Vægt af ?50—300, ja indtil 600 Kilo. I üdseende har den temmelig megen Lighed med den almindelige Makrel, men Formen er lidt plumpere, idet Snuden er kortere og Kroppen mindre sammentrykt. Paa Ryggen er Farven sort, paa Bugen lysegraa, marmoreret med hvide Pletter og Striber; Finnerne er gullige paa de parrede Finner nær, som er sorte. Bag den anden Rygfinne er der 9 uægte Finner, og lige saa mange bag Gatfinnen. Paa Brystet har Fisken et Slags Harnisk af Skæl, der er større og mindre glinsende end paa den øvrige Krop. Thunflsken er hyppigere i Middelhavet, sparsommere i Atlanterhavet, hvor den erstattes af nærstaaende Arter. Ved Danmarks Kyster har man gentagne Gange fanget den, og navnlig er den ikke ualmindelig i Sundet. Ligeledes fanges den langs hele den norske Vestkyst op til Lofoten. Paa Grund af den almindelige Opmærksomhed, som Thunflsken vækker i alle Egne om Middelhavet, har man agtet nøje paa dens periodiske Komme og lært den godt at kende paa dens Strejftog. Man har saaledes iagttaget, at den vandrende Thunflsk holder sig sammen i større eller mindre Samfund, undertiden i Flokke paa Tusinder, og at den svømmer hurtigt og væsentligst efterstræber Sardeller, Sild, Makrel, Flyvefisk o. s. v. Ligeledes ved man, at den jages af Hajer og Delfiner, medens den lever i god Forstaaelse med Sværdfisken, ja ofte endog gaar i Flok med den. Allerede i Oldtiden drev man meget flittig Thunfangst, især ved begge Yderender af Middelhavet, nemlig ved Gibraltar og ved Helle-spont. Fønicierne gav sig især af med Thunfangsten under Spanien, og de efter dem følgende Kystfolk har indtil den seneste Tid fortsat denne indbringende Virksomhed. Flere Fiskerier var meget navnkundige, og fra nogle af dem hidrører den største Del af visse spanske Granders Indtægter. Efter det frygtelige Jordskælv 1755,