Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 61 neske. Urimeligheden af denne meget udbredte Tro er indlysende. Man behøver blot nøjere at undersøge Makrelen for at overbevise sig om, at den umulig kan gøre noget Menneske Skade. Dertil er dens Kæber altfor svage og dens Tænder altfor fine. Derimod er den ganske vist lige overfor mindre Fisk og Sødyr en djærv og rovlysten Fisk. Jeg har flere Gange haft Lejlighed til at observere den Gridskhed, hvormed selv kun fingerlange Makrelunger har forfulgt den spæde Sildeyngel og decimeret de fra hinanden splittede, forskræmte Smaastimer. At den voksne Makrel saaledes er en farlig Fjende for mindte Sild er noget, man allerede paa Forhaand kan slutte. Det er væsentlig herpaa, at det saakaldte Høstmakrel-flskeri beror, som foregaar i de dybe Fjorde langt ud over den Tid, da Hovedmassen af Makrel har forladt Kysten. Den saakaldte Høstmakrel er enkelte fra den store Makrelstamme adskilte Stimer, der i Stedel for at søge til Havet igen har begivet sig paa Jagt efter Smaasildestimerne og fulgt med ind i de dybe Fjorde, hvor de saa har tagel fast Station, saa længe de har fundet tilstrækkelig Føde. Høstmakrelens store Fedme beror paa den rigelige Næring, som den her i Reglen forefinder saavel af Smaasild som af andre Sødyr. Saa snart det begynder at skorte herpaa, forsvinder ogsaa Makrelen lidt efter lidt, idet den drager til Havs igen, og ud mod Vinteren er det blot tilfældigt, at en og anden Makrel faas paa Søen sammen med anden Fisk.« Vi tror heller ikke at trætte Læserne ved efter Nordmanden O. Løberg at meddele lidt om de to Fiskemaader, hvorpaa Makrelen fanges: »Dørgfiskeriet drives paa følgende Maade: En velsejlende Baad, snart større, snart mindre, gærne med 4 til 6 Mands Besætning, begiver sig, helst naar det blæser en rask Kuling og naar Himlen er overskyet, ud paa Havet, mangen Gang et Par Mil fra Land for at opsøge Makrelen. Dørgen bestaar af en lang Snøre, forsynet med en aflangrund »Dørgesten« af Bly. Snøren har gærne to Forfang, hvert paa 2 Meters Længde, hvoraf det ene fæstes ved Enden af Snøren og det andet et Stykke længere oppe. Naar nu Makrelstimerne viser sig, — Fisken gaar i Almindelighed oppe i Vandskorpen — kastes Dørgene ud, gærne 6 til 8 Stykker og flere og drages efter Baaden, som gaar for fulde Sejl. Til Agn bruges et Stykke rødt Klæde eller et Stykke af Læben paa selve Fisken. Makrelen, som er en glubsk Fisk, bider gærne rask, og Udbyttet er ofte meget betydeligt. Det kan saaledes hænde, at en Baad i et Døgn kan fiske 2 til 3 Tilsende Makreler. — Dette Fiskeri er i den senere Tid trængt i Baggrunden af Dr ivgarns fiskeriet, som er den fordelagtigste Maade, hvorpaa Makrelfangsten drives, og som derfor ogsaa paa Havet bør være den eneste, naar Fiskeren faar Lejlighed til at anskaffe sig de fornødne Redskaber, og naar Dørge-flsket ikke drives alene som Adspredelse. Drivgarnsfiskeriet efter Makrelen foregaar paa samme Maade som efter Silden, men med den Forskel, at Makrelen søges noget længere fra Land, og at Garn-