Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr
Forfatter: A. Brehm
År: 1907
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sider: 590
UDK: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
64
DYRENES LIV
Fiskenes Træktid Vagter, der skal melde Thunfiskenes Komme og angive, fra hvilken Kant de nærmer sig. Paa Vagtens første Tegn stikker en Mængde Baade i Søen, danner under en Førers Befaling en stor Halvkreds, udkaster Garnene og indeslutter Fiskene. Der-paa indskrænker de mere og mere Halvkredsen og tvinger derved Thunfiskene til at svømme ind imod Land. Naar man saa kommer ind paa mere grundt Vand, udspænder man det sidste Garn og trækker det i Land med alle de deri indesluttede Fisk.
Men langt mere storartet driver man Fiskeriet ved de italienske Kyster, hvor man under heldige Omstændigheder kan fange Tusinder paa én Gang. Fangeredskabet, den saakaldte »Tonnara«, er et uhyre Garn, der bedst kan sammenlignes ved en Lakseruse med flere Afdelinger og udgør en hel Bygning af Net og Liner. Hvor et saadant Redskab skal opstilles, maa Havet være i det mindste over 30 M. dybt. Selve Garnvæggen er 50 M. høj; de forskellige Kamre i Tonnara’en har ingen Bund, og en stor Del af Garnet hviler paa Havbunden og holdes urokkeligt i denne Stilling. Kun det saakaldte »Dødskammer« har en Bund, som kan hæves i Vejret tillige med de i Kammeret fangne Fisk. Det er ogsaa, for at kunne taale Vægten af Fiskene og deres Bevægelser, meget fastere og stærkere end det øvrige Garn og har tættere Masker. Til hver Side udgaar der som en Arm en fremspringende Garnvæg i den Hensigt at nøde Thunfisken til at gaa ind i Garnet En lignende Forlængelse af Garnet leder Fisken, som ellers vilde kunne undvige imellem Garnet og Strandbredden, ind i Kamrene. Undertiden udgør Garnets Længde over en Sømil.
Saa snart Fisketiden nærmer sig, oplives Sardiniens Kyster i ualmindelig Grad af Tonnaraerne. Ved Bredderne staar da flere eller færre store og bekvemt indrettede Bygninger, der tjener til at optage Fiskene samt de Købere og Tilskuere, som har indfundet sig, medens Fangsten staar paa. Indtil Begyndelsen af Marts er alt stille og forladt; men i Slutningen af April forvandles Strandbredden til en Markedsplads, hvor der samles Folk fra alle Stænder. Indfødte og Fremmede strømmer til, og naar Husene og Boderne fyldes, dækkes ogsaa Strandbredden og Havet i dens Nærhed med Hytter og Fartøjer. Alle Vegne er Folk sysselsatte: her Bødkere og Smede, der Lastdragere, som hidbringer Salttønder og lignende Ting, hist er man i fuldt Arbejde med at udbrede det uhyre store Garn og med at bøde det. »Patronen« eller Ejeren af Fiskeriet ledsages af nogle af sine sikreste og paalideligste Folk, som fører Overtilsynet, vaager over Arbejdet og hvem det paahviler at bekendtgøre Ordrerne; men Hovedpersonen og den allervigtigste Arbejder er den saakaldte »Reis«, Fiskernes Fører. Réis er et arabisk Ord, der betyder saa meget som Forstander eller Formand; Navnet tyder altsaa paa, at Araberne fordum har taget Del i Thunflskeriet. Alt, hvad der henhører til Thunfangsten, afhænger af denne Réis. Han maa være en Mand af ubrødelig Troskab, som aldrig vil gøre