Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

P1GFINNEFISKENE 65 sin Herre Skade ved at begunstige en anden Tonnara; han maa grundig kende Thunfiskens Væsen, han maa være opmærksom paa alt, endog paa det mindste, saasom paa enhver Ujævnhed i Havbunden, paa dens særegne Farve, kort sagt paa enhver Omstændighed, der kunde have Indflydelse paa Fiskeriet; han maa forud forstaa at undersøge alt og maa desuden kunne opføre den vældige Garnbygning hurtigt og sikkert i det aabne Hav, saa at den endog kan staa fast i en Storm. Efter at han har udført dette Arbejde, paaligger det ham uafbrudt at føre Tilsyn dermed; thi af ham afhænger det, til hvilken Tid. et eller andet Arbejde skal ske. Med Lodsens Forudseende maa han kunne ane de forestaaende Storme, for at de ikke i et ubelejligt Øjeblik skal komme bag paa ham. Endelig er det ham alene, som fører Kommandoen, medens Fiskeriet staar paa. — Forberedelserne til Fangsten medtager hele April Maaned. I Begyndelsen af Maj udstikkes Tonnaraen, d. v. s. der afstikkes en Linie i Havet, der tjener til Vejledning ved Garnets Sætning. Dette sker ved lange Liner, som anbringes parallelt paa Vandets Overflade. Dagen efter fører man i flere Fartøjer det af Præsterne højtidelig indviede Garn ud paa Havet og fastgør det ved Hjælp af Ankere til alle Sider. Thunflsken trækker med stor Regelmæssighed. I roligt Vejr vandrer den ikke; den søger da i det højeste Føde. Men saa snart Havet bevæges af Vinden, drager den afsted og følger for det meste Vindretningen. Derfor er hverken Storm eller Stille kærkommen ved Thunfangsten; enhver ønsker Vind og naturligvis helst den, som er mest fordelagtig for hans Tonnara. — Den imod en Garnvæg stødende Fisk kommer først ind i det store Kammer, hvis Indgang staar aaben. Aldrig eller kun højst sjældent finder den paa at vende om, men søger tværtimod at komme igennem overalt, og derved forvilder den sig ind i de næste Kamre, hvor den enten allerede finder Selskab eller dog snart faar det. Særlige Vagtposter holder sig med Baad i Nærheden af den saakaldte 0 ved Begyndelsen af Kamret og agter nøje paa, hvor mange Fisk der gaar ind i Garnet. De skælner med en forunderlig Sikkerhed Thunflsken under Vandet, endskønt den holder sig i en saa betydelig Dybde, at den ofte ikke ser større ud end en Sardel; ja, de kan endog tælle Fiskene, Stykke for Stykke, som en Hyrde tæller sine Faar. Opdager nu Formanden, at et af de forreste Kamre er fuldt, søger han, for at give Plads for ny Fisk, at drive de først ankomne ind i de følgende Kamre. Dette sker i Reglen ved en Haandfuld Sand, idet Sandkornene forskrækker de overmaade frygtsomme Fisk. I Fald Sandet ikke er nok til at skræmme dem, sænkes et Faareskind ned i Dybet, og hvis det heller ikke hjælper, griber man til det yderste Middel, idet man ved Hjælp af et eget Garn sammendrager Kamret og derved tvinger Thunflsken til at vige. Naar endelig Garnet er fuldt nok, og naar der ved Daggryet, hvis Komme man søger at fremme ved Ønsker og Bønner, ind- Brehm : Dyrenes Liv. III 5