ForsideBøgerDyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 590

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 604 Forrige Næste
66 DYRENES LIV træffer Vindstille, saa begynder Myrderiet. Hele Omegnen er i lige saa stærk Spænding og Røre som Fiskerne; fra fjærne Dele af Landet strømmer fornemme Folk til for at bivaane det pirrende Skue. Ved alle Tonnaraer er det desuden en Grundsætning, at enhver Fremmed, som indfinder sig, bliver velvillig modtaget, venlig behandlet og faar rundelige Gaver ved Bortrejsen. Om Natten før Fangsten driver Formanden alle de Thunfisk, hvis Dødsdom er fældet, ind i For- eller Guldkamret, der har faaet sit Navn af, at Thunflsken i denne Del af Garnet er Fiskeren lige saa sikker som Guldet i hans Pengepung. Saa snart alt er i Orden, stikker Formanden en Fane i Vejret, og ved Synet af den kommer Strandbreddens Befolkning i Bevægelse. Fartøjer med Tilskuere og Fiskere støder fra Land, og paa Bredden løber man frem og tilbage imellem hverandre. Baadene ordner sig allerede, forinden de naar ud til Øen, saaledes som de skal ligge omkring »Dødskamret». To af dem, paa hvilke Næstformandene har Plads, lægger sig paa visse Punkter, og imellem dem ligger de andre Baade. Formanden selv tager Plads over Midten af Kamret, hvorfra han leder Angrebet som en Admiral under et Slag. — Først løfter man, under uophørlige Raab af alle Fiskerne, meget langsomt og saa ligeligt som muligt Dødskamret i Vejret. Jo nærmere det kommer til Overfladen, des tættere rykker Baadene sammen. Fiskenes Nærhed bebudes ved en stadig tiltagende Boblen i Vandet. Derpaa iler Fangstmændene, der er væbnede med store Køller, i hvis Spids der sidder en Jærnkrog, til begge Hovedbaadene, fra hvilke Fiskene bliver angrebne, og nu giver Réis’en en endelig Befaling til Blodbadet. De vældige Fisk sætter Vandet i en voldsom Bevægelse ved at slaa om sig, saa snart de mærker, at de er indelukkede, forfulgte og Døden nær. Man søger først at dræbe de største Thunfisk og trækker dem derpaa saa hurtigt som muligt op af Vandet. Efter at dernæst Fiskenes Antal er aftaget noget, holder man op, trækker atter Kammeret nærmere og indeslutter derved de tilbageværende Fisk endnu snævrere; nu opstaar der en ny voldsom Bevægelse, og Myrderiet begynder igen. Saaledes vedbliver man, indtil man har naaet »Dødskammerets« Bund, og der ikke er flere levende Fisk tilbage. Myrderiet varer omtrent en Time, og Havet farves i en vid Omkreds af Fiskenes Blod. Man tømmer aldrig Garnet helt, undtagen paa den sidste Fangstdag, men lader omtrent et Hundrede Fisk blive tilbage, for at de skal hidlokke andre. Nogen Tid efter gentages Myrderiet, og paa denne Maade vedbliver man, saa længe Thunflskene vandrer. Dette varer ved Sardinien til Midten af Juni. I nogle Tonnara’er har man hvert Aar 8 Fangstdage, af hvilke enhver omtrent giver 500 Thunfisk, ja man kan endog have indtil 18 Fangster og i hver Fangst omtrent 800 Stkr. Fisk. Udbyttet maa følgelig som oftest være meget betydeligt. En stor Del deraf sælges til Udlændinge, og disse indsalter og nedlægger da Kødet. En anden Del af Fiskene