Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

76 DYRENES LIV omtrent en ret Vinkel til Legemets Akse samt ved nogle stærke Kroge paa en Plade ned mod Undersiden af Halea. Gatfinne mangler ganske, Bugfinner næsten ganske, og Brystfinnerne er meget smaa. Den skællede, sortladne Hud er dækket af et let affaldende sølvhvidt Lag, som kun mangler paa 2 eller 3 Steder paa hver Side, der tegner sig som nøgne, mørke Pletter paa den lyse Grund Denne skære Sølvglans, der har skaffet Fisken dens norske Navn • Sølvkveiten, staar smukt mod de pragtfuldt røde Finner De nordnorske Fiskere, som har Lejlighed til nu og da at se Vaagmæren levende, naar den — sikkert højst ufrivilligt — nærmer Slg Overfladen eller Kysten, paastaar, at den svømmer og ligger paa Siden som en Flynder; men dette turde kun være et Tegn paa Svækkelse. De ilanddrevne Stykker er altid mere eller mindre beskadigede, thi de er som de fleste Dybhavsfisk ude af Stand til at klare sig uden for de stille Dyb. Mere end om de voksne ved vi, til Dels gennem Lütkens Undersøgelser, om de unge Vaagmærer, som lever pelagisk og overfladisk og derfor ofte fanges. Dette gælder dog ikke om den nordiske Art hvis Unger ikke er kendte, men om en i Middelhavet levende mindre Form (T. iris), hvis Yngel ikke hører til Sjældenhederne’ De smaa Vaagmærunger paa nogle Mm.s eller Ctm.s Længde er af almindelig, om end noget høj Fiskeform, og foran den lange Rygfinne har de et kort Finneparti, hvis 5 Straaler er forlængede til nøgne Traade, mere end dobbelt saa lange som hele Dyret- deres smaa Bugfinners Straaler er forlængede paa lignende Vis, og paa Undersiden foran Haleflnnen sidder der en eller to lange Traade Efterhaanden som disse Unger med deres fejende Vedhæng vokser til, synker de dybere og dybere i Vandet og antager de Gamles Form. Underfuld at skue er den anden nordiske Baandflsk, Si 1de-kongen (Regalecus banksi), der synes at have Udbredelse fælles med Vaagmæren, men som er strandet sjældnere end denne og ikke paa de danske Kyster. Den er baandformet, tynd, fin og skrøbeli« og dens Skelet er aldeles blødt; derfor faas den aldrig ubeskadiget* og den er ofte brudt i flere Stykker, naar den viser sig i Overfladen eller skylles i Land. Lige bag det lille Hoved med den snævre, udskydelige Mund sidder der i Nakken et meget højt Finneparti, hvis Straaler dels er forbundne med Hud i større eller mindre Udstrækning, dels er nøgne i næsten hele Længden og ender med en lille, oval Plade. Af Bugflnnerne er der kun en nøgen Straale tilbage, som ender med en Stump Finnehud. Brystfinnerne er meget smaa, Gatflnne mangler, og Rygfinnen rækker fra Nakken til ud mod Halespidsen, som altid er brudt af paa de Stykker, der kommer os for Øje; rimeligvis har der været en lille Halefinne til Stede. Paa den nøgne, sølvhvide Hud tegner der sig nogle smalle mørke Striber. Man kender Sildekonger paa mellem 6 og 7 Meters Længde, men rimeligvis bliver de nu og da adskilligt længere, og