Dyrenes Liv: III Fisk Og Hvirvelløse Dyr

PIGFINNEFISKENE 91 underlige Fiskeformer, den Linophryne lucifer, som fandtes flydende i Vandskorpen Nord for Madeira, og som opbevares som en kostbar og enestaaende Skat i Kristianias Universitetsmuseum. Den var endnu levende, da den blev fanget, men ude af Stand til at søge tilbage til de hjemlige Dyb, fordi den havde forslugt sig paa en Fisk, større end den selv. Denne barokke Skabning er kun 5 Ctm. lang, kulsort, umaadelig storgabet med enorme, nedlæggelige Hugtænder og en kort, kølleformet Tentakel paa Snuden, en kløftet Hagetraad og et spidst Benhorn over hvert af de middelstore Øjne. Desværre ved vi jo endnu ikke andet om alle disse mærkværdige Dyrs Liv, end hvad vi kan slutte os til af deres Bygning, Farver, Udstyr med Føletraade, Lyskastere o. 1., samt af deres Mavers Indhold, og Udsigten til at faa noget paalideligt at vide om deres Levevis er kun ringe. De kan jo ikke iagttages i de naturlige Omgivelser, og det er umuligt at holde dem i Live i Akvarier, selv om de undtagelsesvis kommer os levende i Hænde. Læbefiskene (Labroidei) udmærker sig ved Skønhed baade i Form, Skælbeklædning og Farvepragt. Kroppen er aflang og har kun én Rygfinne, hvis forreste Del dannes af Pigstraaler, der som oftest hver har en Hudlap for sig. Kæberne har kødagtige Læber, og alle Svælgknoglerne er besatte med meget afstumpede, knudrede Tænder og Tyggeplader. Familien er rig paa Arter og udbredt over alle Have, undtagen de arktiske, men findes især i de varme Have. Gylteslægten (Labrus) har en tyk, kødfuld, dobbelt Overlæbe. Hertil hører to af de sjældnere danske Fisk: Berggylten og Blaa-stakken. Berggylten (L. berggylta) er blaagrøn med forskellige Farvetoner, men overalt er Grundtonen overtrukket med et rødbrunt, ned imod Bugen gulagtigt Net. Denne Fisk er den største nordiske Læbefisk, idet den bliver indtil 47 Ctm. lang og opnaar en Vægt af over l1/2 Kilo; den almindelige Længde er dog kun omtrent 30 Ctm. Det hedder om den i »Zoologia Danica« : »Den skal ved Norges og Sveriges Kyster sædvanlig holde sig nær stejle Klippevægge, hvor Bunden har Stenrev og Klipperne Revner, der kan afgive Skjulesteder. Yngre Individer holder sig paa lavere Vand og søger Tilflugt i Tangen. Skønt den efter sin Bygning er en kraftig Svømmer, skal den ikke foretage Vandringer. Den lever, hvad man ogsaa kan slutte af dens Tandvæbning, især af Krebsdyr, Bløddyr og Orme; saadanne haardskallede Dyr som Balaner, Blaa-muslinger og visse Snegle skal den kunne knuse og æde med Begærlighed ; der fortælles ogsaa, at den undertiden tager mindre Fisk. Forplantningen synes at falde omtrent midt om Sommeren. Dens Kød er ret godt, men da den er saa sjælden, har den, i det mindste i Danmark, slet ingen Betydning som Næringsmiddel.« Blaastakken (L. mixtus) har en lang og spids Snude. Han