Fremskridt Og Fattigdom

96 Formuesfoi’delingens Love. kom Whittingtons Kat tilbage fra hint fjerne Land, hvor der var faa Katte og fuldt op af Rotter, i Skikkelse af Kister med Varer og Poser med Guld. Naturligvis kræver Ombytningen Arbejde, ligesaa vel som Ud- nyttelsen af Naturens genfrembringende Kræfter gør det; og Om- bytningens Udbytte er lige saa vel som Udbyttet af Landbrug et Produkt af Arbejde; men i begge Tilfælde medvirker der dog en anden Kraft, som gør det umuligt at maale Resultatet blot efter det anvendte Arbejde, idet tillige Kapitalbeløbet og den Tid, det er i Anvendelse, spiller en Rolle. Kapitalen hjælper Arbejdet i al Produktion, men der er dog en Forskel paa deres indbyrdes Forhold i de Arter af Produktion, som kun bestaar i at lade Stoffet undergaa Form- eller Stedforandring, (f. Eks. Høvling af Planker eller Brydning af Kul), og i dem, som udnytter Naturens genfrembringende Kræfter eller den Evne til Forøgelse, som ud- springer af Forskellighederne i Fordelingen af Naturens og Men- neskenes Kræfter, (f. Eks. Kornavl, Ombytning af Is mod Sukker osv.). I den første Slags Produktion er Arbejdet alene den vir- kende Aarsag; stanser Arbejdet, saa stanser ogsaa Produktionen. Naar Tømmermanden ved Solnedgang lægger Høvlen hen, saa op- hører Værdiforøgelsen. Naar Klokken ringer til Lukning paa Fabriken, saa ophører Produktionen, indtil Arbejdet bliver op- taget igen. Mellemtiden kunde, for saa vidt lige saa godt være udslettet. Men i de andre Produktionsarter, de, hvori Arbejdets Andel kan lignes med Tømmerllødernes Gærning, naar de kaster Tømmerstokkene i Elven og lader dem drive ned til Savværket mange Mile derfra, — i dem har tillige Tiden noget at sige. Sæden spirer og vokser i Jorden, medens Landmanden sover eller pløjer nye Marker. Lad os nu vende tilbage til Bastias Eksempel: Det er klart, at dersom der findes nogen Grund til, at Vilhelm ved Aarets Slutning skulde give Jakob mere tilbage end en lige saa god Høvl, saa er det ikke, som Bastiat mener, den større Magt, som Høvlen giver Arbejdet, thi dette har, som før paavist, intet med Sagen at gøre; men derimod maa Grunden søges i Tidsforløbet — Mellemrummet af et Aar mellem Laanet af Høvlen og dens Tilbagegivelse. Dersom man nu blot holdt sig til dette Eksempel, saa er der intet der peger paa, at Tiden, har noget at sige; thi en Høvl har ved Aarets Ende ingen større Værdi end ved dets Begyndelse. Men tænker vi os istedetfor Høvlen en Kalv, saa