Fremskridt Og Fattigdom

98 Formuesfordelingens Love. Vis giver Arbejdet større Evne til af Raastof at frembringe For- mue (som f. Eks. naar man afpasser Jern, Kul, Vand og Olie til en Dampmaskine), saa er det karakteristisk, at det er selve Benyttelsen, der bringer Fordel. Naar vi derimod anvender Kapital paa den anden af de nævnte Maader (f. Eks. ved at saa Korn), saa opstaar Fordelen ikke af Kapitalens Benyttelse, men af dens Tilvækst. Og anvender vi Kapital i Ombytningens Tje- neste, ligger Fordelen i den højere Værdi af de Ting, vi til- bytter os. Oprindelig tilfalder de Fordele, der opstaar af Benyttelsen, Arbejdet og den Fordel, der opstaar af Tilvæksten, Kapitalen. Men paa Grund af Arbejdets Deling og Formuegenstandenes Om- byttelighed finder der en Udjævning Sted. Det Arbejde, der anvendes paa førstnævnte Vis, faar ikke hele Indtægten, men det hele minus saa meget, som er nødvendig til at give Kapitalen en saadan Forøgelse, som den kunde have faaet i de andre Pro- duktionsmaader; og den Kapital, der benyttes i den anden og tredje Produktionsmaade, vil ikke erholde det hele Overskud, men Overskuddet minus det, som kræves til at give Arbejdet den samme Løn, som det kunde have faaet ved Produktion af førstnævnte Art. Saaledes udspringer da Renten af den Forøgelsesevne, som Kapitalen er i Besiddelse af. Den er ikke noget vilkaarligt, men noget naturligt, ikke et Udslag af en særlig Samfundsordning, men af de almene Love for Samfundslivet. Den er derfor ret- mæssig. FJERDE KAPITEL. Uægte Kapital og Kapitalrente. Den Mening, at Renten er et Bov fra Næringsfliden, skriver sig sikkert for en stor Del fra, at man ikke formaar at skelne imellem, hvad der virkelig er og hvad der ikke er Kapital, saa man tager for Kapitalrente, hvad der i Virkeligheden intet har dermed at gøre. I daglig Tale kalder man enhver Person Kapi- talist, hvis han ejer noget, der — uden Arbejde — giver ham Indtægt; og overalt hører vi Tale om «Striden mellem Arbejde