Fremskridt Og Fattigdom
Forfatter: Henry George
År: 1905
Forlag: Græbes Bogtrykkeri
Sted: København & Kristiania
Sider: 297
UDK: 333
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Utilstrækkeligheden af de sædv. anbef. Midler.
157
lidet i Betragtning. Den almindelige amerikanske Vælger har
Fordomme og Partifølelse, men han skænker ikke Grundprin-
ciperne for Landets Styrelse stort niere Tanke, end en Spor-
vognshest tænker paa Aktieselskabets Udbytte. — Hvis det ikke
forholdt sig saa, kunde umulig saa mange ældgamle Misbrug faa
Lov at bestaa, og nye opstaa for vore Øjne.
2) Stigende Oplysning og Driftighed i Arbejderklassen. — Det
er og har altid været en udbredt Tro hos de bedre Stillede, at
Massernes Fattigdom og Lidelser skyldes deres Mangel paa Flid,
Nøjsomhed og Intelligens. Denne Tro, som dysser Ansvars-
følelsen i Søvn, og tilmed fremkalder en smigrende Følelse af Over-
legenhed, er sandsynligvis endnu mere udbredt i saadanne Lande
som de Forenede Stater, hvor alle er politisk lige, og hvor paa
Grund af Samfundets Ungdom Klassedelingen mere gælder de
enkelte Mennesker end hele Slægter, fremfor i de gamle Lande,
hvor Grænselinjerne har været draget skarpere og gennem flere
Slægtled. Det er ganske naturligt, at de, der kan udlede deres
bedre Stilling fra den større Flid og Sparsommelighed, som dan-
nede dens første Grundlag, og den større Intelligens, — for ikke
at tale om mulig større Samvittighedsløshed —, der satte dem
istand til at benytte sig af enhver Fordel, indbilder sig, at de
andre vedbliver at være fattige, simpelthen fordi de mangler
disse Egenskaber.
Men enhver, der har fattet de virkelige Fordelingslove, vil
indse denne Anskuelses Vildfarelse. Man kunde ligesaa godt
paastaa, at alle, som deltager i et Kapløb, maa vinde. At hvem-
somhelst kan vinde, er sandt; at alle kan, er umuligt.
Da Jorden er monopoliseret overalt undtagen i de aller
nyeste Stater, maa Jordrenten trykke Arbejdslønnen ned til det
Lavmaal, der bestemmes ved hvad man kalder «Levefods-Højden»,
d. v. s. Summen af de Sædvane-bestemte Fornødenheder, som
de arbejdende Klasser kræver som det mindst mulige for deres
Eksistens. Hvor dette er Tilfældet kan Flid, Nøjsomhed og
aandelig Udvikling kun naar de overstiger det sædvanlige komme
den enkelte til Gode, paa samme Maade som under et Kapløb
Hurtighed kun hjælper den Løbende, hvis den overgaar hans
Medbejleres. Bliver Fliden og Intelligensen i det hele taget
større, vil Arbejdet trods sin forøgede Produktionsevne kun faa
samme Løn som før; og den, som vil vinde foran, maa arbejde
endnu haardere.