Fremskridt Og Fattigdom

Forfatter: Henry George

År: 1905

Forlag: Græbes Bogtrykkeri

Sted: København & Kristiania

Sider: 297

UDK: 333

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 316 Forrige Næste
Utilstrækkeligheden af de sædv. anbef. Midler. 157 lidet i Betragtning. Den almindelige amerikanske Vælger har Fordomme og Partifølelse, men han skænker ikke Grundprin- ciperne for Landets Styrelse stort niere Tanke, end en Spor- vognshest tænker paa Aktieselskabets Udbytte. — Hvis det ikke forholdt sig saa, kunde umulig saa mange ældgamle Misbrug faa Lov at bestaa, og nye opstaa for vore Øjne. 2) Stigende Oplysning og Driftighed i Arbejderklassen. — Det er og har altid været en udbredt Tro hos de bedre Stillede, at Massernes Fattigdom og Lidelser skyldes deres Mangel paa Flid, Nøjsomhed og Intelligens. Denne Tro, som dysser Ansvars- følelsen i Søvn, og tilmed fremkalder en smigrende Følelse af Over- legenhed, er sandsynligvis endnu mere udbredt i saadanne Lande som de Forenede Stater, hvor alle er politisk lige, og hvor paa Grund af Samfundets Ungdom Klassedelingen mere gælder de enkelte Mennesker end hele Slægter, fremfor i de gamle Lande, hvor Grænselinjerne har været draget skarpere og gennem flere Slægtled. Det er ganske naturligt, at de, der kan udlede deres bedre Stilling fra den større Flid og Sparsommelighed, som dan- nede dens første Grundlag, og den større Intelligens, — for ikke at tale om mulig større Samvittighedsløshed —, der satte dem istand til at benytte sig af enhver Fordel, indbilder sig, at de andre vedbliver at være fattige, simpelthen fordi de mangler disse Egenskaber. Men enhver, der har fattet de virkelige Fordelingslove, vil indse denne Anskuelses Vildfarelse. Man kunde ligesaa godt paastaa, at alle, som deltager i et Kapløb, maa vinde. At hvem- somhelst kan vinde, er sandt; at alle kan, er umuligt. Da Jorden er monopoliseret overalt undtagen i de aller nyeste Stater, maa Jordrenten trykke Arbejdslønnen ned til det Lavmaal, der bestemmes ved hvad man kalder «Levefods-Højden», d. v. s. Summen af de Sædvane-bestemte Fornødenheder, som de arbejdende Klasser kræver som det mindst mulige for deres Eksistens. Hvor dette er Tilfældet kan Flid, Nøjsomhed og aandelig Udvikling kun naar de overstiger det sædvanlige komme den enkelte til Gode, paa samme Maade som under et Kapløb Hurtighed kun hjælper den Løbende, hvis den overgaar hans Medbejleres. Bliver Fliden og Intelligensen i det hele taget større, vil Arbejdet trods sin forøgede Produktionsevne kun faa samme Løn som før; og den, som vil vinde foran, maa arbejde endnu haardere.