Fremskridt Og Fattigdom

162 Midlet. tager Efterspørgselen efter Trykning, og paa den anden Side vil den højere Arbejdsløn saa stærkt øge Tilstrømningen til Faget, at selv den stærkeste Sammenslutning ikke kan hindre det. Der- for vil saadanne Fagforeninger, selv om de understøtter hinanden, kun kunne drive Arbejdslønnen lidet op. Og hvad de udretter er desuden begrænset til deres egen Kreds og berører ikke de underste Lag, de uorganiserede Arbejdere, hvis Kaar allermest trænger til Lettelse, og som til syvende og sidst dog er dem, der bestemmer alle de overliggende Lags. Den eneste Maade hvorpaa Arbejdslønnen ad denne Vej kunde drives videre og varig op, vilde være ved en almindelig Sammenslutning, saadan som Internationale tænkte paa, og som skulde omfatte Arbejdere af alle Slags. Men en saadan Forening maa dog anses for prak- tisk umulig at faa istand; thi Vanskelighederne ved Sammen- slutning, som er store nok i de bedst betalte og snævreste Fag, bliver større og større, jo længer vi stiger ned ad den indu strielle Stige. Heller ikke maa man glemme, hvem det egentlig er, Striden staar imellem. Det er ikke Arbejde og Kapital. Det er Arbej- derne paa den ene Side og Jordejerne paa den anden. Stod Striden mellem Arbejde og Kapital, kunde den føres paa meget mere lige Vilkaar. Thi Kapitalens Evne til at holde ud er kun lidet større end Arbejdets. Kapitalen ophører ikke blot at for- tjene noget, saa snart den ikke anvendes, men den gaar snart tabt, thi den kan kun opretholdes ved stadig Fornyelse. Jord derimod sulter ikke som Arbejderne og gaar ikke tabt som Kapi- talen — dens Ejere kan vente. De kan blive sat i Forlegenhed, det er sandt; men det, som for dem kun er en Forlegenhed, er for Kapitalen Ødelæggelse og for Arbejderne Hunger. Landarbejderne i visse Dele af England forsøger nu at slutte sig sammen med det Maal at faa deres ynkelig lave Løn forhøjet. Dersom det var Kapitalen, som tilegnede sig den uhyre Forskel mellem det virkelige Udbytte af deres Arbejde og den usle Skærv, de faar, vilde de kun behøve at danne en virk- som Sammenslutning for at naa deres Maal; thi Forpagterne, som er deres direkte Arbejdsgivere, kan næppe holde Jængere ud at mangle Arbejdskraft, end Arbejderne kan gaa foruden Løn. Men Forpagterne kan ikke give synderlig efter uden Nedsættelse af Afgiften; og saaledes bliver det mellem Jordejerne og Arbej- derne, at Kampen i Virkeligheden kommer til at staa. Og Ud-