Fremskridt Og Fattigdom

Utilstrækkeligheden af de sædv. anbef. Midler. 165 at frembringe lige saa meget ved mindre Arbejde, og som Følge deraf, at Ejerne af Jorden, Kilden til al Formue, kunde fordre mere for Brugen af deres Jord. At saa mange Mennesker tror, at «Arbejderspørgsmaalet» kan løses ved Cooperation, kommer deraf, at den i mange Til- fælde kendelig har forbedret de Menneskers Stilling, som umid- delbart har deltaget i den. Men dette skyldes simpelthen, at disse Tilfælde endnu staar enkeltvis. Paa samme Maade, som Flid, Sparsommelighed og Duelighed kan forbedre de Arbejderes Stilling, som besidder disse Egenskaber i højere Grad end de øvrige, men ophører at have denne Virkning, saasnart de bliver almindelige, saaledes kan den ved Cooperation vundne Besparelse eller Merudbytte bringe Fordele, som igen gaar tabt, naar disse Fremskridt bliver saa almindelige, at de indvirker paa Fordelings- forholdene i det hele. Og Sandheden er, at undtagen maaske i Retning af opdragende Virkninger formaar Samarbejdet ikke at frembringe noget alment Resultat, som ikke ogsaa kan naas ved Konkurrence. Ligesom Kontantsalgs-Forretninger har .samme Virkning paa Priserne som Forbrugsforeninger, frembringer og- saa Konkurrencen i Produktionen en lignende Kræfternes Ord- ning og Udbytte-Deling som Produktionsforeningerne. At forøget Produktionsevne ikke forhøjer Arbejdets Løn skyldes ikke Kon- kurrensen, men Konkurrencens Ensidighed. Der kan ikke finde Produktion Sted uden Jord, og den er monopoliseret; Producen- ternes Konkurrence om Retten til at benytte den tvinger da Arbejdslønnen ned til et Lavmaal og giver Jordejerne al For- delen af den forøgede Produktionsevne. Tilintetgør dette Mono- pol, og Konkurrence vil da udelukkende kunne have den Virk- ning — som Cooperationen gør Forsøg paa at opnaa — at give enhver, hvad han virkelig fortjener. Tilintetgør dette Monopol, og Nærindsfliden maa blive et Samarbejde af Jævnbyrdige. 5) Regeringsledelse og Indgreb. Her er ikke Stedet for en nøjere Undersøgelse af alle de Fremgangsmaader, der er bragt i Forslag til Lindring eller Ud- ryddelse af Fattigdommen ved Hjælp af Statsindgreb i Nærings- flid og Formuesforhold, og som i deres mest vidtgaaende For- mer kaldes socialistiske. Det behøves ejheller; thi de lider alle af de samme Mangler. Alle gaar de ud paa at sætte Statsledelse i den individuelle Virksomheds Sted og ved Tvang at opnaa, hvad der bedre opnaas ved Frihed. De Sandheder, som de