Fremskridt Og Fattigdom

ir 168 Midlet. * ’ dens Hær af Arbejdere i Stedet for de mange uafhængige Haand- vævere, begynder ogsaa at gøre sig gældendende i Agerbruget. Men naar en saadan Tendens hersker, maa alle Forholds- regler, som søger at lette en videregaaende Udstykning, forblive virkningsløse og alle Foranstaltninger til Fremtvingning af Ud- stykningen virke hæmmende paa Produktionen. Thi dersom Jordens Dyrkning kan foregaa mere økonomisk paa store Ejen- domme end paa smaa, vil en Begrænsning af Ejendomsstørrelsen svække Arbejdets og Kapitalens Produktivitet. Men ikke blot dette. Den egentlig afgørende Indvending mod al slig Begrænsningslovgivning er, at den ikke vilde sikre os det, som det gælder om at naa: en retfærdig Fordeling af Udbyttet. Den vil ikke formindske Jordrenten og kan derfor ikke bringe Lønnen til at stige. Den kan muligvis gøre den velhavende Klasse større, men den vil ikke forbedre Stillingen for dem som tilhører den laveste Klasse. Dersom man ved at sætte Lovskranker for, hvor megen Jord den enkelte maatte besidde, og ved Ændringer i Arvelov- givningen fik Storbritanniens nogle Tusinde Jordejere forøget til to eller tre Millioner, saa vilde disse to eller tre Millioner ganske vist vinde derved. Men den øvrige Del af Befolkningen vilde ikke være bedre faren for det. Og dersom, — hvad aabenbart er umuligt, — Jorden blev ligeligt fordelt mellem hele Befolk- ningen og der blev givet Love, som satte en Stopper for Til- bøjeligheden til Jordsamling ved Forbud mod at nogen ejede niere end sin fastsatte Part, hvorledes skulde det da gaa med Befolkningens Tilvækst? Hvad der kan opnaas ved en vidtdreven Deling af Jorden, kan man se i visse Egne af Frankrig og Belgien. At en saadan Fordeling af Jorden i det hele taget er meget bedre og giver Staten en meget fastere Grund at staa paa end den, som er fremherskende i England, kan der ingen Tvivl være om. Men at den ikke forhøjer Lønnen eller forbedrer de Klassers Kaar, som alene har sit Arbejde at leve af, er lige saa klart. Disse franske og belgiske Bønder øver cn Sparsommelighed saa streng, at intet engelsk-talende Folk kjender noget lignende. Og naar der i disse Egne ikke findes saa iøjnefaldende Kjendetegn paa Fattigdom og Nød i Underklassen som paa den anden Side af Kanalen, saa skyldes det, tror jeg, ikke blot denne Omstæn- dighed, men ogsaa en anden, som forklarer, at den vidt drevne