Fremskridt Og Fattigdom

Utilstrækkeligheden af de sædv. anbef. Midler. 169 Deling af Jorden kan vedblive — at nemlig det materielle Frem- skridt ikke er gaaet saa hurtig for sig. Hverken er Befolkningen dér vokset saa hurtig (tvært imod, den har næsten været stillestaaende), heller ikke har Frem- skridtene i Produktionsmetoder været saa store. Ikke desto mindre forsikrer de Laveleye — som sværmer for smaa Jordejen- domme, og hvis Vidnesbyrd derfor har dobbelt Vægt — i sit Skrift om Belgiens og Hollands Jordsystem, at Arbejderens Kaar er værre under denne yderliggaaende Jordudstykning end i England, og at Smaaforpagterne — thi Forpagtning er meget almindelig ogsaa dér, hvor Udstykningen er størst — maa svare en ubarm- hjærtig opskruet Afgift, ja, endog tvinges til at stemme som Jordejerne vil, i Steden for at følge deres egen Overbevisning. Men medens Jordens Udstykning saaledes ikke kan bidrage til at helbrede de Onder, som Jordmonopolet foraarsager, virker den til at hindre, at der bliver vedtaget eller endog blot fore- slaaet virkelig gennemgribende Forholdsregler, og til at stjrke det bestaaende uretfærdige System derved, at et større Antal Mennesker bliver interesseret i at opretholde det. I Slutningen af sit Skrift anbefaler de Laveleye en større Udstykning af Jord- ejendommene som det sikreste Middel til at beskytte Englands store Jordejere mod noget endnu mere radikalt. Uagtet Arbej- derens Kaar i de Egne, hvor Jorden er saa overordentlig ud- stykket, efter hans eget Sigende er de usleste i Europa, og Foi pagteren der bliver udsuget endnu mere af Grundejerne end den irske Forpagter, saa «viser der sig dog ikke,» skriver han, «nogen mod Samfundsordenen fjendtlig Følelse,» fordi «Forpagteren, om han end trvkkes af Afgiftens stadige Stigning, lever blandt sine Ligemænd, Almuesfolk ligesom han selv, der under sig igen har Smaa-Forpagtere. som de behandler aldeles paa samme Maade, som den store Jordejer be- handler sine. At drive Forpagtningsafgiften op saa højt som muligt sy dem derfor at være en ganske naturlig Ting, og de drømmer ikke engang om at have noget at udsætte enten paa Jordejerne som Klasse elle. p Ejendomsretten til Jord. Saaledes danner Fordelingen af en Mængde smaa Jordejendomme blandt Bønderne et Slags Vold og Skanse fo1 E,er af de store Jordegodser, og Bøndernes Ejendomme kan uden Overdrive kaldes den Lynafleder, der fra Samfundet afvender Farer, som ellers kunde føre til voldsomme Katastrofer. Jordens Samling til Storgodser, tilhørende nogle faa Siæg;ter eret Slags Opfordring til «nivellerende» Lovgivning. Englands i ing’ misundelsesværdig den end i mange Maader er, synes mig i c enne seende fuld af Farer for Fremtiden».