Fremskridt Og Fattigdom

214 Midlets Brug. eller «i Forhold til den Indtægt, som han under Statens Be- skyttelse nyder godt af» (A. Smith). Men bortset fra de uovervindelige praktiske Vanskeligheder herved, saa er det øjensynligt, at Retfærdigheden ikke kan ske Fyldest paa denne Maade. Her er f. Eks. to Mænd med lige stor Indtægt, hvoraf den ene har en stor Familie at forsørge, den anden bare sig selv. Paa disse to Mænd falder de indirekte Skatter meget ulige, da den førstnævnte jo ikke kan undgaa at betale de Skatter, som falder paa de Levnetsmidler, Klæder osv., som hans Familie bruger. Er Skatten direkte, saa at begge to betaler det samme Beløb, er den alligevel uretfærdig. Den enes Indtægt skal forslaa til 6, 8 eller 10 Personers Underhold, den andens ikke. Og med mindre man vil drive Malthus’s Lære saa vidt, at man anser Opfostringen af nye Borgere for en landsskadelig Ting, saa foreligger her en grov Uretfærdighed. — Lad os da vende os til Naturen og læse Retfærdighedens Bud i dens Love. Naturen skænker sine Gaver til Arbejdet og til Arbejdet alene. Selv i en Edens Have vilde Mennesket sulte ihjel, hvis det ikke arbejdede. Men her er nu to Mænd med lige store Indtægter — den enes skriver sig fra hans Arbejde, den andens fra Afgift af hans Jord. Bør begge bidrage lige meget til Statens Udgifter? Øjensynlig ikke. Den enes Indtægt er noget, som han selv skaber; den andens kun noget, som han tager fra andre, uden at give noget igen. Den enes Ret hviler paa Na- turens egen Lov; den andens er blot en indbildt Ret, skabt ved Statsforordninger i Strid med Naturens Love. Den Familiefader, til hvem man siger, at det er hans Pligt ved sit Arbejde at for- sørge sine Børn, maa indrømme dette, thi det er Naturens egen Forskrift; men han kan da ogsaa med Rette fordre, at der ikke bliver taget en Øre fra den Indtægt, han tjener ved sit Arbejde, saa længe der endnu findes en Øre tilbage af Indtægter, som skriver sig fra Monopolisering af de Naturfordele, som Naturen upartisk byder alle, og hvortil hans Børn har lige saa stor med- født Ret som nogen anden. Som Forsvar for ligelig Beskatning af al mulig Slags Ejen- dom anføres i Regelen, at Ejeren «nyder godt af den under Statens Beskyttelse». Grundlaget for denne Tankegang er aaben- bart den Antagelse, at det er Staten, der sætter os i Stand til at nyde godt af vor Ejendom, at selve Samfundet som saadant