Fremskridt Og Fattigdom

Forslaget prøvet paa Beskatningsreglerne. 215 fremkalder en Værdi, som man derfor med Rette kan fordre skal dække de offentlige Udgifter. Men hvilke Værdier kan dette med Rette siges om? Ene og alene om Jordens Værdi. Dette er netop en Værdi, som ikke opstaar, førend et Samfund har dannet sig, og som i Modsætning til andre Værdier, vokser med Samfundets Udvikling. Lad det største Samfund, der findes paa Jorden, opløse sig igen, og den nu saa kostbare Jord vil ikke niere have nogensonihelst Værdi. Jordens Værdi følgel enhver Tilvækst eller Aftagen i Befolkningen. Dette er kun Til- fældet med hvad der, som Ejendomsretten til Jord, efter sin Natur er Monopol. Skatten paa Jordværdien er derfor den retfærdigste og lige- ligste af alle Skatter. Den falder kun paa dem, som Samfundet yder en særegen og værdifuld Fordel. Ved den tager Samfundet til sit Brug den Værdi, som er skabt af Samfundet selv. Naar Staten ved Beskatning tager al Jordrente til Samfundsbrug, vil den Lighed komme i Stand, som Naturen byder. Først da vil virkelig enhver faa, hvad han foi tjener. FJEBDE KAPITEL. Tilslutning og Indvendinger. De Grunde, hvoraf vi har draget den Slutning, at Skat paa Jordværdien er den bedste Maade at tilvejebringe offentlige Ind- tægter paa, er udtrykkelig eller stiltiende blevet erkendt af alle fremragende Socialøkonomer, lige siden man blev klar over Jordrentens Natur. Ricardo siger saaledes: .En Skat paa Jordrenten v.lde helt og holdent falde paa Jordejerne og kunde ikke væltes over paa Forbrugerne. En Skat paa Jordværdi vikle ikke afskrække Ira at opdyrke ny Jord, thi saadan Jord betaler ingen Jordrente og vilde altsaa være ubeskattet.» John Stuart Mill erklærer endog udtrykkelig, at en særlig Skat paa Jordrenten baade er hensigtsmæssig og retfærdig, idet han spørger, hvad Ret Jordejerne har til den Tilvækst i Rig- dom, som ved Samfundets almene Fremskridt tilfalder dem uden Arbejde, Risiko eller Sparsommelighed fra deres Side; og end-