Fremskridt Og Fattigdom

216 Midlets Brug. skønt han misbilliger alle Indgreb i Jordejernes Adkomst til Jordens nuværende Værdi, saa foreslaar han dog, af Staten skal tilegne sig hele den fremtidige Værdiforøgelse som tilhørende Samfundet ved naturlig Ret. At Jordrenten baade af Hensigtsmæssigheds- og Retfærdig- hedshensyn burde være den egentlige Genstand for Beskatningen, ligger i Virkeligheden allerede i det almenanerkendte Forhold, at Jordværdien ikke skabes af Enkeltmand men af Samfundet. At man ikke har fulgt disse Grundsætninger til Ende, skyldes aabenbart dels Utilbøjeligheden til at støde de umaadelige Inter- esser, som knytter sig til den private Ejendomsret til Jord, og dels den falske Forestilling om hvad der er Aarsag til Fattig- dommen. Der har dog været en Skole af Økonomer, der tydelig ind- saa det naturlige og rigtige i at inddrage Indtægterne af den fæl- les Ejendom, Jorden, i Statskassen til fælles Brug. De franske Socialøkonomer i forrige Aarhundrede med Quesney og Turgot i Spidsen foreslog netop det samme, som jeg har foreslaaet: at al Skat burde afskaffes med Undtagelse af en Skat paa Jordens Værdi. Om end «Fysiokraterne»s Bevisførelse muligvis var man- gelfuld, selve den socialøkononiiske Kendsgærning, at Jordejeren faar en «Renindtægt» uden Arbejde, forstod de; og de Fordele, der vilde opstaa af Næringsflidens og Handelens Frigørelse ved at indføre en eneste Skat paa Jordrenten i Stedet for alle de Skatter, som hæmmer Arbejdet, saa de uden Tvivl lige saa klart som jeg. En af de Ting, som man mest maa beklage ved den franske Revolution, er, at den bortskyllede disse Ideer netop som de begyndte at vinde Indgang hos tænkende Mennesker og at faa Indflydelse paa Skattelovgivningen. Uden at kende noget til Quesnay og hans Lærdomme har jeg naaet til den samme praktiske Slutning ad en Vej, som ikke kan bestrides, og har støttet den paa Grunde, hvis Gyldighed ikke kan benægtes. Den eneste af Socialøkonomer fremførte Indvending mod Skatten paa Jordværdi er en, som indrømmer dens Fordele; thi det er den, at naar vi beskatter Jorden, vil vi kunne komme til at beskatte noget andet. Mac Culloch f. Eks. erklærer, at Skat paa Jordværdi er uheldig og uretfærdig, fordi Værdien af selve Jordens naturlige Kræfter ikke klart kan udskilles fra Forbed- ringernes Værdi. Macaulay siger etsteds, at dersom Indrøm-