Fremskridt Og Fattigdom

236 Midlets Virkninger. selve Samfundsudviklingen, saa vilde Mangel og Frygt for Mangel forsvinde, Produktionens Drivfjedre vilde blive sat fri, og selv den fattigste faa gode Kaar. Menneskene vilde ikke behøve at have niere Bekymring for at finde Beskæftigelse, end de nu har for at finde Luft at indaande; de vilde ikke behøve at føle mere Uro for det materielle end Lilierne paa Marken. Naar saaledes Nød og Nøds-Frygt svandt bort, vilde Be- undringen for Rigdom tabe sig, og Folk vilde søge at vinde Ag- telse og Anerkendelse paa anden Vis end ved Rigdom og Glans. Paa denne Maade vilde Ledelsen og Forvaltningen af offentlige Sager og Virksomheder kunne komme til at nyde godt af den Dygtighed og Redelighed, som man nu kun kan gøre Regning paa, hvor det gælder Privatinteresser. Prisen ved de olympiske Lege, som fremkaldte den ivrigste Kappestrid over hele Græken- land, bestod jo blot i en Krans af Olivenblade; for en Stump Baand har Mennesker utallige Gange udført, hvad ikke havde kunnet købes for Penge. Kortsynet er den Filosofi, der regner med Selviskheden som Hovedbevæggrund for Menneskets Handlinger. Naar det for Alvor gælder at bevæge Mennesker til Handling, hvad maa man saa ap- pellere til hos dem? Ikke til deres Pengepung, men til deres Fædre- landskærlighed, ikke til deres Selviskhed, men til deres Med- følelse. Egennytte er som en mekanisk Kraft, ganske vist mægtig og i Stand til at udrette store Ting. Men der er i den menne- skelige Natur noget, som man snarest kunde sammenligne med en kemisk Kraft, noget, som smelter og forbinder og overvælder og for hvilket intet synes umuligt. «Alt, hvad et Menneske ejer, giver det for sit Liv» — det er Selv-Kærlighed. Men i Lydighed mod højere Drifter ofrer Mennesket endog Livet. Det er ikke Selviskheden, som har beriget Folkenes Saga med Helte og Helgener. Det er ikke Selviskheden, som paa et- hvert Blad af Verdenshistorien bryder frem i ædle Handlingers Straaleglans eller udgyder et velsignelsesrigt Livs milde Lys. Det var ikke Selviskheden, som bød Jomfruen af Orleans at tage Sværdet fra Alteret, samlede Spydstagerne i Winkelrieds Barm, eller lænkede Vincent de Paul til Galejslavens Bænk. Kald det Fædrelandskærlighed, Medfølelse, Begejstring for Men- neskelighed eller Kærlighed til Gud — giv det hvad Navn du vil, — der gives i hvert Fald en Kraft, som overvinder og fortrænger Selviskheden, en Kraft, som er Aandsverdenens