Fremskridt Og Fattigdom

Forfatter: Henry George

År: 1905

Forlag: Græbes Bogtrykkeri

Sted: København & Kristiania

Sider: 297

UDK: 333

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 316 Forrige Næste
Indflydelsen paa Samfundslivet. 237 Elektricitet, en Kraft, ved Siden af hvilken alle andre er svage. Overalt, hvor Mennesker har levet, har den vist sin Magt. Det Menneske, som aldrig har set den og aldrig følt den, er dybt at beklage. Blandt ganske dagligdags Mænd og Kvinder, midt i Hverdagslivets Sorg og Strid, ja i Nødens uhyggelige Til- holdssteder, allevegne finder man nu og da Mørket oplyst af dens zitrende Strejflys. Den, som ikke har set det, har vandret omkring med lukkede Øjne. Den, der vil, kan, som Plutark siger, se, at «Sjælen besidder medfødt Godhed og er født til at elske lige saa vel som til at iagttage, tænke og erindre.» Og denne Kræfternes Kraft, som nu forspildes eller for- kvakles, kunde vi bruge til at styrke, opbygge og forædle Sam- fundet, dersom vi bare vilde, paa samme Maade, som vi udnytter Naturkræfter, der engang kun syntes at være ødelæggende Magter. Alt, hvad vi har at gøre, er blot at give den Frihed og Virke- felt. Den Uretfærd, som skaber Nød og Nødsfrygt blandt Men- neskene, som fornedrer dem aandelig og ødelægger dem moralsk, den er det som ene hindrer en harmonisk Samfundsudvikling. «Vi er skabt til Samarbejde, ligesom Fødder, Hænder, Øjenlaag og Mundens Tandrader er det». Der gives Mennesker, i hvis Hjerne der aldrig har rørt sig en Tanke om en bedre Samfundstilstand end den nuværende, og som indbilder sig, at den Tanke, at der kunde gives en Sam- fundstilstand, hvori Havesygen var banlyst, Fængslerne stod tomme, personlige Interesser var underordnet det Heles Vel og hvor ingen længere vilde søge at plyndre og undertrykke sin Næste, kun er et Fantasifoster af upraktiske Drømmere, for hvem disse praktiske Fornuftmennesker, der roser sig af at kende Verden tilbunds, nærer en inderlig Foragt. Men saadanne Mennesker tænker i Virkeligheden ikke, — om end der iblandt dem findes baade Skribenter, Professorer og Præster. Var de vant til at spise i saadanne Spisekvarterer som dem, der findes i Londons og Paris’ Afkroge, hvor Knivene og Gaflerne er lænkede til Bor- , dene, saa vilde de sikkert tage det for givet, at Mennesket har en naturlig, uudslettelig Tilbøjelighed lil at stjæle de Knive og Gafler, det har spist med. Lad os tænke os et Selskab af velopdragne Mænd og Kvin- der, som spiser sammen. Der findes ingen Kamp om Maden, ingen forsøger at faa mere end sin Nabo, at sluge i sig eller stikke noget til sig, Tvært imod, enhver bestræber sig for at