Fremskridt Og Fattigdom

256 Loven for det menneskelige Fremskridt. Menneskene, saaledes som de virkelig er, vilde Sjælelivets Ind- virkning paa Legemet stadig afbryde Processen. Et Menneske, hvis Sjæl er i Spænding, kan man ikke fede som man feder Svin. Sandsynligvis har Mennesket været til længere end mange Dyrearter. De har levet under Vejrligs-Forskelligheder, som frem- bringer de mest udprægede Uligheder hos Dyrene, og dog ei Legems-Uligheden mellem de forskellige Menneskeracer forholds- vis ubetydelig. Og disse Uligheder opstod jo endda — paastaar de, der udleder dem af naturligt Udvalg og Nedarvning - paa en Tid, da iMennesket stod Dyret meget nærmere - det vil sige, da det havde mindre Sjæleliv. Men forholder det sig saa med Menneskets legemlige Ejen- dommeligheder, i hvor meget højere Grad gælder det da ikke de sjælelige. Kroppen bringer vi dog med os til Verden, me- dens vort Sjæleliv først udvikles senere. Der er et Trin i enhver Organismes Udvikling, da man ikke uden ved Hjælp af Omgivelserne kan sige, om det, der frem- kommer, vil blive en Fisk, et Krybdyr, en Abe eller et Menneske. Paa lignende Maade forholder det sig med det nyfødte Barn: Om den Aand, der endnu ikke er vakt til Bevidsthed og Kraft, vil blive engelsk eller tysk, amerikansk eller kinesisk, et civili- seret Menneskes eller en Vilds, beror fuldstændig paa de Omgivel- ser, det bliver stillet i. Man tænke sig nogle Børn af højt civiliserede Forældre overfort til et ubeboet Land. Sæt. at de blev holdt i Live paa vidunderlig Maade, indtil de naaede den Alder, at de kunde sørge for sig selv; hvad vilde man da faa at se? En Flok Vilde, mere hjælpeløse end nogen af dem, vi nu kjender. De vilde have at opdage Ilden, at opfinde de simpleste Værktøj og Vaaben, at danne sig et Sprog. Kort sagt, de vilde blive nødt til famlende at søge sig frem til de simpleste Kundskaber, ligesom et Barn lærer at gaa. At de med Tiden vilde naa alt dette, tvivler jeg ikke paa, thi alt sligt ligger som Muligheder i Menneskets Sjæl, ligesom Gaa-Evnen i Menneskets Legeme, men jeg tror ikke, de vilde naa enten bedre eller hurtigere frem end Børn af vilde Forældre. Er det ikke klart, at selv om hele Menneskeslægten var i Besiddelse af de højeste Aands- evner, som de betydeligste Undtagelsesmennesker nogensinde har udfoldet, - men hvert Slægtled var adskilt fra det næste ved et mellemliggende Tidsrum — ligesom hos visse Græshopper — da vilde blot et eneste saa- dant Mellemrum bringe Menneskeslægten tilbage ikke til Barbari, men til en Tilstand, i Sammenligning med hvilken den Vild-Tilstand, som vi nu kender, maatte tage sig ud som Civilisation. Enhver, som har haft noget videre med Mennesker af for- skellige Folk og Klasser at gøre, vil sikkert have næmmet den