Fremskridt Og Fattigdom

264 Loven for det menneskelige Fremskridt. til Hævn.*) Krig bliver saaledes Stammernes stadige og tilsyne- ladende naturlige Forhold til hverandre, og Menneskenes Kræfter bortødsles paa gensidig Slagtning og gensidig Ødelæggelse af hin- andens Gods. Hvor længe sligt Fjendskab kan vedvare, derom bærer Beskyttelsestolden og de staaende Hære Vidnesbyrd; hvor vanskeligt det er at komme over den Forestilling, at det ikke er Tyveri at stjæle fra en Fremmed, derom vidner Vanskeligheden ved at istandbringe en international Forlagsret. Kan det da undre os, at dengang hver Stamme og Samfund var adskilt fra de andre, og upaavirket af de andre indspandt alle Individer i sit særegne Væv, var Krig Regelen og Fred Undtagelsen? «De var netop saadan, som vi er». Men Krig er Sammenslutningens Fornægtelse. Menneskenes Adskillelse i forskellige Stammer hæmmer saaledes ved cie til- tagende Krige Udviklingen; medens Civilisationen paa de Steder, hvor en stor Formerelse er mulig uden synderlig Spredning, har Fordelen af at undgaa idetmindste Stammefejder, om end Staten som Helhed fører Krig udenfor sine Grænser. Paa de rige Sletter, hvor Civilisationen først begynder, kan denne derfor hæve sig til en stor Højde, medens de adsplittede Stammer endnu er Barbarer. Naar smaa spredte Samfund lever under stadige Fejder, som hindrer Fremskridtet, saa er det første Skridt til deres Civilisation en erobrende Stammes eller Nations Op- træden, som forener disse mindre Stater til en større, i hvilken den indre Fred opretholdes. Men det er ikke Erobring alene, som har fremmet Sammen- slutningen og dermed Civilisationen. Om end Forskellighederne i Klima osv. fra først af har virket til Menneskeslægtens Adskil- lelse, saa virker de dog ogsaa til at fremme Ombytningen. Og Handel, som i sig selv er et Slags Samvirken, fremmer Civilisa- tionen ikke alene umiddelbart, men ogsaa ved at fremkalde In- teresser, der er Krigen modsatte, og sprede Vankundigheden, som er dfcn frugtbare Moder til Fordom og Had. Og ligesaa Religionen. Skønt den ofte har splittet Mennc- ’) Hvor naturligt det falder os at anse enhver Forskel i Sæder, Skikke, Religion osv. for Bevis paa Underlegenhed hos dem, der er for- skellige fra os selv, kan enhver, der i nogen Grad har frigjort sig fra Fordom, og som omgaas forskellige Klasser, let iagttage i det civiliserede Samfund.