Om den nyere Tids Undersøgelser over de Sygdomme hos vore Culturplanter
som foraarsages af Snyltesvampe

14 denne for et mmdgaaeligt Onde og næsten havde opgivet al Hvededyrkning, bragte han det, ved at anvende Bejdsning, dertil, at Hveden kunde dyrkes efter en meget stor Maalestok og være saa brandfri, at han kunde byde sin vantro Nabo, hvis Hvede var og blev brandig, en Dllcat for hvert brandigt Ax, som kunde findes paa hans (Kühns) Marker, uden at det lykkedes at opdage et eneste (10). Støvbrand stemmer i hele sin Udvikling væsentlig overeens med Steenbrand og viser navnlig kun den Forfljel, at Sporerne danne et lyst Pulver. Bejdsningen benyttes derfor ogsaa her med samme Held som mod foregaaende Gaae vi over til at betragte den Sygdom, der betegnes som Rust, da finde vi, at ogsaa den foraarsages as en Svamp, som dog er meget forskjellig fra Brand derved, at medens denne angriber de indre Dele af Planten og især de cedlere Organer (Blomsten og Frugten), saa holder Rusten sig derimod til Overfladen navnlig af Stængelen og Bladene, paa hvilke den som bekjendt viser sig fyrst som brune (Tav. 1 s. 1), senere som sorte smalle Pletter eller Striber (Tav. 1 f. 4). Forsaavidt skulde man antage, at Rust var mindre ødelæggende. Det er dog ingen- lunde Tilfældet; thi Raturen har paa den anden Side saa rigelig udstyret den med Formerelsesorganer — den har saaledes deels kugleformede Sporer (Tav. 1 f. 2), som spire strax naar de falde af (Sommersporer), og deels torummede brune Sporer, som overvintre og fprst spire det følgende Foraar (Vinter- sporer) —, at den herved antager en meget mere epidemisk Charakteer end $ranben(12). Hertil kommer, at den ikke som denne, er indskrænket til en enkelt Kornsort, men forekommer baade paa Hvede, Havre og Byg (sjelden paa Rug), og lige- ledes paa mange vildtvoxende Græsarter (13). Hvad vor Evne til at modarbejde dette Onde angaaer, veed jeg ikke bedre end at anføre, hvad herom er yttret af en med Plantesygdommene særdeles fortrolig og kyndig Landmand (x4). „Rustens første Optræden om Foraaret er især vanftelig at modarbejde. Vilde man ogsaa, hvad der af andre Hensyn vilde være ganste util-