Om den nyere Tids Undersøgelser over de Sygdomme hos vore Culturplanter
som foraarsages af Snyltesvampe

17 Der staaer endnu tilbage at omtale en i flere Henseender høist mærkelig Svamp eller Sygdom, nemlig den saakaldte Meeldryier (Moderkorn). Der var allerede flrevet en heel Litteratur om den, inden det lykkedes (1854) at opdage For- bindelsen mellem de tilsyneladende saa uligeartede Led, gjen- nem hvilke dens Udvikling affluttes, og herved tillige at give et klart Indblik i denne Sygdoms Natur. Ved den berømte franske Botanikers Tulasnes Undersøgelser (15) er det navn- lig bleven godtgjort 1), at Meeldrpieren, ikke saaledes som man tidligere antog, er en sygelig Omdannelse af Kornet, men en Svamp, 2) at denne Svamp paa sine forftjellige Udviklingsstadier har et saa forskjelligt Udseende, at den tidligere er bleven hen- ført til tre forskjellige Slægter, og 3) at den kun i en vis Periode er snhltende, men senere udvikles i Jorden, saa at den altsaa svarer til de Indvoldsorme (f. Ex. Traadormen, Gor- dius), der tilbringe Ingletiden i Bandet eller i fugtig Jord. Meeldrøieren forekommer som bekjend.t især paa Rugen, hvor dens Tilstedeværelse først røbes ved en af de unge Ax nd- svedende klæbrig og ildelugtende Substants, der ialmindelighed betegnes som Honningdug (1(i). Da denne især afsondres rigelig t stærk Taage, saa finder man ofte den fejlagtige Me- ning udbredt paa Landet, at det er „en giftig, stinkende Taage", som frembringer Honningdug og Meeldrøier. Undersøger man saadaune Ax under Microscopet, vil man finde, at den saa- kaldte Honningdug hidrører fra en Svamp, som har udviklet sig paa Frugtknudens Bekostning og danner et smudsigt hvidt, klæbrigt Legeme med uregelmæssige Folder og Furer. (Tav. 2 f. 2). Paa hele Overfladen og i det Indre af Furerne og Folderne afsnøres en uendelig Mængde meget smaa Knopceller (s. 4), som indhyllede i en Slim danne den ovennævnt Hon- ningdug. Dette er det første Udviklingsstadium af denne Svamp (henførtes tidligere af nogle Botanikere til en egen Slægt under Navn af Sphacelia segetum). Efterhaanden forandrer den sit Udseende og begynder ved Grunden at danne en fast sort Masse (s. 5 a), som snart hæver sig iveiret som et horn-